- Man kan kalde det en fredelig demonstration mod, at myndighederne ikke forstår, at vi tilbyder et vigtigt produkt under fuldstændigt coronasikrede forhold.
Sådan skærer indehaverne af Float Studio Aarhus, Nikolai Kristensen og Jonas Olesen, deres civile ulydighed ind til kernen. De to 'restriktionsbrydere' har haft besøg af Østjyllands Politi fem gange, siden de mandag 4. januar valgte at se stort på den anden store nedlukning af samfundet, som ifølge politiet også omfatter deres sjældne erhverv med tilbud om blandt andet mental pleje i saltbade.
- Vi laver dette opråb for at skabe en offentlig debat, som vi gerne står på mål for. Vi forholder os først til bøderne og sigtelserne, når vi modtager noget på skrift, lyder det samstemmende fra Jonas Olesen og Nikolai Kristensen.
De to kammerater fra Silkeborg, der åbnede Float Studio kun et stenkast fra politistationen i Aarhus som det første af sin art herhjemme i august 2019, er med andre ord indstillede på at gå rettens vej for at få myndighederne til at indse, at det er en fejl at tvangslukke deres terapicenter med plads til maximalt 18 kunder dagligt i åbningstiden fra klokken 10-22 syv dage om ugen.
Vi ved hvad vi gør
- Først sagde politiet, at vi er i kategori med tatovører, negleteknikere og frisører, der kommer for tæt på deres kunder, men det er altså ikke tilfældet. Vi overholder afstandskravene - og andre coronaregler - til punkt og prikke, og det har vi forsøgt at forklare politiet de gange, de har været her.
- Vi har ændret tiderne mellem vores behandlinger og derved reduceret vores kapacitet, så kunder ikke kommer til at stå oven i hinanden og kan føle sig trygge. siger Nikolai Kristensen og fortsætter:
- Nu er politiet tilsyneladende gået væk fra den første motivation for at sigte os og siger, at vi er at sidestille med en fritid- og idrætsaktivitet. Men det er også helt skævt. Ingen er i ekstra fare for at blive smittet med covid-19, når de er her, tværtimod.
- Kan I forstå, når nogen forarges over, at I bare ignorerer restriktionerne og gør, hvad der passer jer, mens andre i en lignende situation holder lukket?
- Jo, men vi ved, hvad vi har at gøre med, og det er en svær beslutning, hvor vi skal stå på mål både over for politiet, offentligheden og de mulige konsekvenser, det kan få for os, siger Jonas Olesen, der ligesom Nikolai Kristensen mener, at debatten om lukning og corona er for snæver.
Ingen nærkontakt her
Float Studio har cirka 300 faste kunder, og da stedet med de tre studier med vandbade så saltede, at man automatisk flyder oven på, fyldte et år i august i fjor, havde de solgt i alt 6.000 behandlinger af 60 minutters varighed. Ejerne understreger, at de ikke har hørt om et eneste coronasmittetilfælde relateret til deres kundeskare.
- Vi har oplevet solid vækst på trods af corona, men det er ikke vores primære årsag til at protestere mod restriktionerne. En bevægelse af mindre selvstændige som os er på vej mod afgrunden, og vi er rede til at risikere noget for at finde ud af, hvad der er op og ned juridisk.
- Retten skal bevise, at folk er i fare for at blive smittet ved at komme her, fordi de er i tæt kontakt med andre, men sådan er det slet ikke. Ingen kommer tæt på hinanden her, siger Nikolai Kristensen.
Siden slutningen af december har indkøbscentre, restauranter og liberale erhverv - herunder frisører og lignende - skullet holde lukket. Indtil videre gælder restriktionerne til og med 28. februar.
Politiet: I risikerer flere bøder
Østjyllands Politi ser ikke med mildere øjne på Float Studio, selvom ordensmagten allerede har været på besøg fem gange.
- Vores jurister vurderer, at Float Studio er i kategori med fritidsaktiviteter som svømmehaller, der er blevet pålagt at holde lukket. Det skal Float Studio derfor også, og vi har tænkt os at fortsætte med at holde øje med dem, siger vicepolitiinspektør Martin Frank Rasmussen, Østjyllands Politi, til Ekstra Bladet.
Han udelukker således ikke, at centret for flydeterapi får flere besøg og dermed flere bøder på 10.000 kroner.
Bødestørrelsen kan forhøjes i gentagelsestilfælde, men det kræver, at der i mellemtiden er truffet afgørelse i en sag. Det er ikke sket med Float Studio, hvis bøder derfor indtil videre lyder på fem gange 10.000 kroner i alt.