Twitter-dronningen

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og medie-debatten efter i sømmene

Den politiske komet Alexandria Ocasio-Cortez er det hidtil yngste medlem af den amerikanske kongres. Foto: Eduardo Munoz/Ritzau Scanpix
Den politiske komet Alexandria Ocasio-Cortez er det hidtil yngste medlem af den amerikanske kongres. Foto: Eduardo Munoz/Ritzau Scanpix

Konservative kræfter i USA undervurderede tilsyneladende, hvem de var oppe imod, da de forsøgte at skandalisere det demokratiske kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez med en dansevideo.

Videoen blev sluppet løs, samme aften som Ocasio-Cortez aflagde ed og med sine 29 år blev det hidtil yngste medlem af den amerikanske kongres.

Den er fra Cortez' studietid og viser hende dansende barfodet og glad på byens tage. Og hvad så, kunne man spørge?

Tjah. Ikke så meget. Skandalen udeblev og blev i stedet en mediemæssig sejr for Alexandria Ocasio-Cortez, som lod sig filme, mens hun tog et par seje dansetrin foran sit kontor i Kongressen. I øvrigt mens hun mimede til antikrigssangen, hvor teksten går: 'War. What is it good for? Absolutely nothing'.

Hun postede klippet på Twitter og skrev: 'Jeg hører, republikanerne synes, det er skandaløst, at kvinder danser. Vent, til de finder ud af, at kongreskvinder også danser. Hav en god weekend alle sammen.'

Berlingskes USA-korrespondent omtalte forleden Cortez som demokraternes nye Twitter-dronning. Ligesom præsident Trump er hun nærmest konstant på det sociale medie, hvor hun totalt dominerer det demokratiske partis diskussioner.

Berlingske beskriver, hvordan en video på hendes Twitter-profil fra 7. februar, hvor hun i Kongressen udtrykker sin forargelse over amerikanske kampagnelove, har haft knap 39 millioner visninger. Det er angivelig det højeste antal visninger af en politiker på Twitter nogensinde.

Så kan modstanderne godt gå hjem og vugge med deres lamme forsøg på at smæde hende med en uskyldig dansevideo. Hvad forestillede de sig? I et land, hvis præsident siger: 'Grab them by the pussy'?

AOC, som Cortez kalder sig på Twitter, er vokset op i bydelen Bronx i New York. Hun har studeret økonomi og internationale relationer i Boston. Efter studiet og indtil for få år siden arbejdede hun som bartender for at kunne understøtte sin puertoricanske mor økonomisk.

Det er en kæmpe sensation i USA, at hun først slår en veteran i sit eget parti, kommer i Kongressen og ikke mindst, at hun definerer den nationale politiske samtale.

Som digitalt indfødt hamrer hun simpelthen sit socialistiske budskab igennem i en grad, så der tales om en 'ny politisk realitet'.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke synes, det er fedt at se en ung, cool kvindelig komet stige til tops i amerikansk politik. Men jeg ved også, at jeg kun har et overfladisk kendskab til hendes politiske substans. Holder f.eks. hendes klimaplan, eller er det varm luft?

Det ville have klædt de konservative kræfter at sætte ind her. At tale om indhold, ikke om form, køn eller dans. Men her må de amerikanske vælgere forlade sig på noget så gammeldags som traditionelle mediers arbejde. Som i al sin enkelthed går ud på at trykprøve politikernes påstande og holde øje med, om de holder, hvad de lover. Uanset politisk ståsted.

Det går ikke så stærkt som på Twitter. Til gengæld er det nødvendigt.

72 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere