Det sociale medie Twitter har konkluderet i en intern undersøgelse, at deres algoritme forstærker højrefløjspolitik over venstrefløjspolitik.
I undersøgelsen har Twitter analyseret på tweets fra folkevalgte politikere i syv lande: USA, Storbritannien, Canada, Frankrig, Tyskland, Spanien og Japan.
Derudover har de undersøgt, hvorvidt politiske historier fra nyhedsorganisationer - primært fra USA - har været forstærket på Twitter.
Sammenlignede algoritmen
I undersøgelsen har Twitter sammenlignet deres 'Home'-tidslinje - hvor en algoritme sammensætter, hvad brugeren ser - med en kronologisk tidslinje.
I seks ud af de syv lande viste det sig, at tweets fra højrefløjspolitikere og højreorienterede nyhedsorganisationer blev forstærket af Twitters algoritme.
Undersøgelsen fandt, at der var en 'statistisk signifikant forskel, der favoriserede højrefløjen'.
Kun i Tyskland var der ikke forskel.
Undersøgelsen analyserede millioner af tweets fra folkevalgte politikere og 100 millioner af tweets fra nyhedsorganisationer mellem 1. april og 15. august 2020.
Kan være problematisk
Algoritmens forstærkende effekt er i sig selv ikke problematisk, men det bliver problematisk, hvis algoritmen er konstrueret på en måde, der ikke stemmer overens med et tweets interaktioner.
Det skriver Twitters softwareingeniør direktør, Rumman Chowdury i et blogopslag.
Der står også, at Twitter fremlægger deres undersøgelse, så det er muligt for andre at tjekke deres resultater.
Twitter vil fortsætte med at undersøge, hvilke ændringer der skal til for at reducerede deres "Home"-tidslinjes skæve forstærkelse af højreorienterede politikere og nyhedskilder.
--------- SPLIT ELEMENT ---------