Tyrkiet snyder med coronatal: Det går ud over både danskere og tyrkere

Tre kendte, Silas Holst, Remee og Johnny Hansen har alle deres gang i Alanya

Der er ca. 8000 danske husstande i Alanya-området. Nogle er kun turister - andre er fastboende. Foto: Kristian Linnemann
Der er ca. 8000 danske husstande i Alanya-området. Nogle er kun turister - andre er fastboende. Foto: Kristian Linnemann

Det danske Udenrigsministerium har længe frarådet alle ikke-nødvendige rejser til Tyrkiet, og nu er flere lande fulgt med, idet det i blandt andet New York Times og via Reuters er kommet frem, at landet siden juli har holdt sine coronatal kunstigt nede for at trække turister til blandt andet Alanya og Marmaris, som også er blandt danskernes feriefavoritsteder.

Min familie og jeg har været rigtigt glade for at komme i Tyrkiet, fortæller Silas Holst. Foto: Jonas Olufson
Min familie og jeg har været rigtigt glade for at komme i Tyrkiet, fortæller Silas Holst. Foto: Jonas Olufson
 

Og mange danskere har købt ferieboliger i f.eks. Alanya. Blandt dem er Silas Holst og hans tidligere mand, Johannes Nymark.

Det koster
– Vi satte vores fem-værelses til salg for næsten et år siden. Den ligger rigtig familie-egnet i et kompleks med både pool, vandrutsjebane og biograf, men ingen køber i Tyrkiet i øjeblikket, siger Silas Holst.

Ifølge Silas Holst er der masser af børnevenlige aktiviteter i det område, hvor hans lejlighed ligger. Foto: Privatfoto
Ifølge Silas Holst er der masser af børnevenlige aktiviteter i det område, hvor hans lejlighed ligger. Foto: Privatfoto
 

Og da slet ikke, hvis landet snyder med coronatallene, må man som udenforstående tilføje.

Silas' regnbuefamilie har været glade for de år, de har haft lejligheden, men de måtte se i øjnene, at de brugte den for lidt.

– I stedet har jeg købt et sommerhus i Nordsjælland. Det er noget nemmere at komme til, griner han.

Silas Holst, der netop nu er aktuel i 'Vild med dans', hvor han danser med Nukaka Coster-Waldau, er ærgerlig over lejlighedens liggetid, for som han siger:

– Den koster da noget at have liggende.

Officielle tal
Men foreløbig er der ingen tegn på, at forholdene for hverken salg eller ferier ændrer sig i Tyrkiet.

Vi har sat lejligheden til salg for ca. en mio. danske kr., oplyser Silas Holst
Vi har sat lejligheden til salg for ca. en mio. danske kr., oplyser Silas Holst
 

Landet har officielt registreret 320.070 smittede og 8262 døde med Corona. Men det tal er åbenbart langt større, fordi man bevidst ikke har talt alle smittede med.

– Vi har sat lejligheden til salg for ca. en million danske kroner. Men indtil nu har den ligget et år, så nu må vi se, hvad fremtiden bringer, siger en ærgerlig Silas Holst.

Men det kan – set fra officielt hold - have lange udsigter, før man kan rejse derned igen.

– Jeg skal dog ikke klage, for jeg er heldig at have masser af arbejde i dette efterår. Jeg kender andre i branchen, som er ved at gå fra hus og hjem, og hvis jeg havde været i den situation, havde det naturligvis været værre at have lejligheden i Alanya liggende.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Remee: Har ondt af lokale

Musikproduceren Remee har også en feriebolig i Alanya, og han er sammen med fruen Mathilde og datteren Kenya kommet hjem fra området for ca. fire uger siden.

Situationen er en katastrofe for de lokale, siger Remee. Foto. Mogens Flindt
Situationen er en katastrofe for de lokale, siger Remee. Foto. Mogens Flindt
 

– Situationen er en katastrofe for de lokale. De få, vi talte med, har stort set ikke været uden for en dør i seks måneder. De går med mundbind og spritter af til højre og venstre, og der er temperatur-målere på restauranterne. Men deres virkelighed er, at de har haft en hel sæson uden turister, forklarer Remee.

Ifølge Remee så han og familien max. fire-seks andre danske turister i Alanya. Og der var heller ikke nogen med flyveren.

– Det med tallene er svært at gennemskue. Vi så stort set kun hinanden, mens vi var der. Langt færre end vi ville have set, hvis vi havde været i Danmark. Folk dernede var virkelig hensynsfulde, og der var mildest talt ikke trængsel i gaderne.

Remee slår fast, at han har ondt af de lokale, fordi der ikke har været ret mange gæster i så mange måneder.

– Vi var nærmest alene i vores hus – ja i hele komplekset. I øvrigt er jeg lige ved at tro, at folk bliver mere syge af at udskamme hinanden end af så meget andet.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Kandis-Johnny: Alle ved, at meget ikke er efter bogen i Tyrkiet

Området Alanya har omkring 300.000 indbyggere og heraf er ca. 8000 husstande danskere – nogle er fastboende – andre er ferieboliger.

Vi plejer at holde både sommer- og efterårsferie i Alanya, fortæller Johnny Hansen. Foto: Claus Bonnerup
Vi plejer at holde både sommer- og efterårsferie i Alanya, fortæller Johnny Hansen. Foto: Claus Bonnerup
 

– Det er da længe siden, at de fastboende danskere kunne se, at de officielle coronatal i Tyrkiet ikke holdt vand. De kunne jo konstatere, at der var mange flere smittede i deres område end angivet, så det kommer ikke bag på mig, at de tyrkiske myndigheder nu endelig har måtte krybe til korset og indrømme det, siger Johnny Hansen fra Dansk Top-bandet Kandis.

Hansens familie er kommet fast i Alanya siden 2005, og de plejer at holde tre ugers sommerferie samt en uges efterårsferie. Hertil kommer, at han plejer at tage dertil i september med sit fritidsband 'Johnny Hansen og Country Friends'.

Mistro
– Vi elsker at komme der, og der er heldigvis stor forskel på den menige tyrker og myndighederne. Man erfarer hurtigt, hvis man skal have et eller andet ordnet, som kræver f.eks. et stempel, at det ikke foregår efter bogen. Mildest talt, griner han.

Det er Johnny Hansens mistro til det officielle Tyrkiet, der har afholdt familien Hansen fra at tage derned under Coronaen. Foto: Kristian Linnemann
Det er Johnny Hansens mistro til det officielle Tyrkiet, der har afholdt familien Hansen fra at tage derned under Coronaen. Foto: Kristian Linnemann
 

Det er da også hans mistro til det officielle Tyrkiet, der har afholdt familien Hansen fra at tage derned under pandemien.

– Vi har ikke været der i et år cirka. Det kan ikke nytte noget, når man ikke kan stole på deres udmeldinger. Faktisk kan man jo stadig komme derned, idet man kan flyve fra Tyskland, men jeg skal ikke nyde noget, og jeg vil heller ikke 14 dage i karantæne, når jeg kommer hjem. Nej, vi vil ikke risikere noget, før vaccinen kommer. Det hjælper ikke på turisternes tillid, når der fuskes med tallene. Det er meget uheldigt, fastslår Johnny Hansen.