Tysk rejsevejledning skaber panik

Tyskere frarådes rejser til udlandet, herunder Danmark, frem til 15. juni. Det skaber massiv bekymring i turistbranchen, fortæller turistchef

Tyske turister vil formentlig droppe alle rejser til byer på den danske vestkyst som her i Søndervig denne sommer på grund af den forlængede rejsevejledning. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix
Tyske turister vil formentlig droppe alle rejser til byer på den danske vestkyst som her i Søndervig denne sommer på grund af den forlængede rejsevejledning. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix

Den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, forlængede 1. maj rejsevejledningen for tyske statsborgere.

Det kan meget vel blive en katastrofal beslutning for danske sommerhusejere og den danske turistindustri.

Det skriver JydskeVeskysten.

Tyskerne rådes nemlig til ikke at rejse udenlands før datoen har passeret 15. juni.

Der er ikke tale om et forbud, men den forlængede rejsevejledning betyder, at tyskerne eksempelvis ikke er dækket af deres rejseforsikring, hvis de vælger at tage turen nordpå til Danmark i den periode.

Masse-aflysninger
Forlængelsen vil dermed føre til masseaflysninger og et potentielt stort tab af indtægt for turistbranchen.

Det forklarer Pia de Place, der er turistchef i Esbjerg og Fanø kommuner.

- Denne forlængelse er med til at skabe fortsat uvished og bekymring for vores turistaktører. Selvom det er en vejledning, vil det reelt set nok ramme på samme måde som et forbud. Det betyder i første omgang, at vi ser aflysninger på kort sigt frem mod den 15. juni, men også at det er svært for aktørerne at arbejde langsigtet og få overblik over, hvordan sommerferien kommer til at se ud.

Hun fortæller videre, at man ikke kan iværksætte en redningsaktion med at tage danske turister ind, før tyske turister aflyser deres bookinger.

Kan koste dyrt
Langs den jyske vestkyst bliver der hvert eneste år booket sommer- og feriehuse for hundredvis millioner kroner af tyske statsborgere.

På Fanø anslås det således, at 76 procent af alle bookinger bliver foretaget af tyske turister. Derfor bliver øen også hårdt ramt på pengepungen.

Tal fra Business Esbjerg viser, at turister stod for 843.000 overnatninger i områderne ved Esbjerg og Fanø i 2019.

Den tyske regering har samtidigt besluttet at fortsætte grænsekontrollen for indrejse af udlændinge frem til 15. maj.

244 kommentarer
Vis kommentarer