Tysk suppekøkken siger stop: Ikke mere mad til udlændinge

En tysk velgørenhedsorganisation vil ikke optage flere udlændinge på deres lister over, hvem der kan få gratis mad

En tysk velgørenhedsorganisation, der deler mad ud til fattige, har indført et stop for udlændinge. Billedet her er fra Hamborg, da store grupper af flygtninge fra krigshærgede lande for to år siden bevægede sig op gennem Europa. Mange søgte asyl i Tyskland. Foto: Philip Davali
En tysk velgørenhedsorganisation, der deler mad ud til fattige, har indført et stop for udlændinge. Billedet her er fra Hamborg, da store grupper af flygtninge fra krigshærgede lande for to år siden bevægede sig op gennem Europa. Mange søgte asyl i Tyskland. Foto: Philip Davali

En tysk velgørenhedsorganisation, der deler mad ud til fattige, har set sig nødsaget til at afvise udlændinge.

Det betyder, at udlændinge fremover ikke kan få et adgangskort til organisationen Essener Tafels ugentlige maduddelinger.

Over de seneste år er andelen af fattige udlændinge, der har fået kort til den gratis mad, steget og i slutningen af 2017 var 75 procent af organisationens brugere udlændinge.

Vil sikre integrationen
Derfor har Essener Tafel nu valgt at indføre et kriterium om, at nye brugere kun får adgangskort til maduddelingerne, hvis de kan fremvise et tysk id.

- Før flygtningestrømmen var tallet omkring 35 procent. Vi føler, at det udviklede sig til en konkurrence på liv og død. Der var færre og færre tyskere, siger organisationens formand Jörg Sartor til tyske Bild.

- Siden januar har vi ikke givet adgangskort til udlændinge.

På sin hjemmeside forklarer bestyrelsen videre, at tiltaget er nødvendigt for at sikre integrationen.

- På uddelingsdage stod der måske 120 personer i kø uden for vores dør. Heraf var mange enlige, udenlandske mænd. Så stiller den ældre tyske kvinde eller den enlige mor sig ikke derhen, tilføjer Jörg Sartor til Bild.

'Det er mærkeligt'
Udlændinge-stoppet er ikke nødvendigvis permanent.

- Nu ser vi lige, hvordan det går. Måske går vi tilbage til det oprindelige om seks til otte uger, siger Jörg Sartor, der understreger, at de udlændinge, som han har talt med, har udvist sympati for beslutningen.

Knap så vild med beslutningen er den lokale integrationsrådsformand Miguel Martin González Kliefken fra partiet SDU.

- Umiddelbart synes jeg, at det er meget mærkeligt. Faktisk er organisationen sat i verden for at hjælpe de trængende, uanset hvor de er fra, siger han.

Essener Tafels 120 frivillige uddeler hver uge mad til 1800 fattige familier i Essen lidt nordøst for Düsseldorf. Maden stammer blandt andet fra supermarkeder, bagerier og grossister, der giver maden videre i stedet for at smide den ud, hvis den kommer for tæt på holdbarhedsdatoen.

240 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere