Tyskere bliver holdt vågne af sex-dyrkende pindsvin

Politiet i Tyskland svømmer i opkald fra frustrerede borgere, der er blevet vækket af høje lyde midt om natten

Politiet i Tyskland er gentagne gange blevet kaldt ud til mistænkelige, høje lyde, der har vist sig at være nogle yderst aktive pindsvine-par i fuld gang med parringsakten. Foto: Colourbox
Politiet i Tyskland er gentagne gange blevet kaldt ud til mistænkelige, høje lyde, der har vist sig at være nogle yderst aktive pindsvine-par i fuld gang med parringsakten. Foto: Colourbox

Den tyske ordensmagt har oplevet en besynderlig stigning i antallet af opkald, hvor de er blevet kaldt ud til noget, der viste sig at være kopulerende pindsvin.

Det skriver tyske Der Spiegel og britiske The Guardian.

Alarmcentralen i Tyskland har gentagne gange fået opkald fra borgere, der har klaget over uro i form af, hvad de oftest selv tror er naboer, der dyrker sex med upassende høj volumen midt om natten, eller skadede dyr, der skriger efter hjælp.

I et af de seneste tilfælde, 22. juli, blev politiet i Augsburg midt om natten kaldt ud til en legeplads ved en folkeskole, efter borgere havde anmeldt mistænkeligt lyde, og et alarm-lys på skolen var blevet aktiveret.

Politiet havde vækket skolens pedel, og flere betjente ankom til stedet for at undersøge det mistænkelige forhold.

Lydene viste sig at stamme fra to pindsvin i fuld gang med formere sig.

- Den mistænkelige larm blev hurtigt tilskrevet et pindsvine-par, der var midt i et parrings-ritual, lød det efterfølgende i politirapporten, der havde fået overskriften 'piggede, ubudne gæster'.

Snøft, hvæs, klik og skrig
Der Spiegel skriver ifølge The Guardian, at det langtfra er første gang, det er sket. Faktisk sker det ofte i løbet af sommermånederne, at politiet bliver kaldt ud til lignende anmeldelser om støj, som viser sig at være pindsvin, der parrer sig.

Ifølge den tyske avis, der har talt med en dyrlæge, kan pindsvin lave en bred vifte af forskellige lyde lige fra stille snøft over hvæs til fløjt, spinden og klikken og altså også høje skrig. Sidstnævnte er de lyde, der ofte gør, at de bliver forvekslet med mennesker i nød.

- Pindsvin snerrer højt i løbet af deres timelange parringsritual, og hannerne er dem, der laver mest larm, siger eksperten fra dyrlæge-fakultetet på Ludwig Maximilian Universitet i München.

På de sociale medier spredes hashtagget #igelsex, der på tysk betyder pindsvinesex, af flere tyske borgere, der har oplevet det højlydte fænomen.

27 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere