Tyskland: Sprogkrav til udenlandske prædikanter

Prædikanter, der har med muslimske migranter og flygtninge at gøre, skal kunne tale tysk, mener regeringen

Tysklands regering vil gøre sprogkundskaber til et krav for udenlandske prædikanter, der vil have ophold i landet.

Det oplyser en talsmand for Tysklands indenrigsministerium.

Prædikanter, der arbejder med muslimske migranter og flygtninge i Tyskland, er ifølge talsmanden 'rollemodeller', som varetager afgørende 'rådgiverfunktioner'.

Personer, 'som taler tysk og er bekendt med tysk kultur, er bedre i stand til at fremme integrationen', lyder det fra talsmanden.

Der findes ingen officielle statistikker over antallet af udenlandske prædikanter i Tyskland.

Konservative medlemmer af forbundskansler Angela Merkels koalitionsregering har gentagne gange opfordret til skærpede indrejsekrav.

En af dem er Merkels partifælle i CDU Carsten Lindemann. Ifølge ham er der 2000 imamer i Tyskland, som taler 'intet eller lidt' tysk.

Merkels regering har presset på for, at imamer, der prædiker i Tyskland, også skal uddannes i Tyskland. På nuværende tidspunkt er mange af landets imamer uddannet i Tyrkiet eller andre steder i Mellemøsten.

Den tyrkiske organisation Ditib har lidt mere end 1000 prædikanter i Tyskland. De har som regel begrænset opholdstilladelse og vender hjem til Tyrkiet efter fire-fem år i Tyskland.

Angela Merkel har været forbundskansler siden 2005. Hendes regering kom under stort pres, efter at den i 2015 tillod over en million asylansøgere at komme ind i landet.

Det udmøntede sig i en alvorlig regeringskrise, og Merkel meddelte i oktober sidste år, at hun ville træde tilbage som partiformand, men forblive på posten som regeringschef frem til næste valg, der skal afholdes senest i 2021.

6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere