Tyve kravler gennem kloakrør for at plyndre belgisk bank

Det er uvist, hvad tyve er sluppet af sted med efter et opsigtsvækkende røveri i den belgiske by Antwerpen

Belgiske myndigheder afspærrede mandag området omkring banken, hvor det spektakulære tyveri fandt sted. Foto: Ritzau Scanpix
Belgiske myndigheder afspærrede mandag området omkring banken, hvor det spektakulære tyveri fandt sted. Foto: Ritzau Scanpix

Et spektakulært tyveri ser ud til at have udspillet sig i weekenden i den belgiske havneby Antwerpen.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

Tyve har angiveligt sikret sig adgang til en BNP Paribas-bank ved at kravle gennem kloakrør. Herefter er de flygtet igen uden at efterlade sig spor.

Belgiske efterforskere har forsøgt at få overblik over situationen siden søndag eftermiddag, hvor bankens sikkerhedsfirma slog alarm.

Tyvene er angiveligt begyndt i en bygning over for banken på gaden Nerviërsstraat. Her har de gravet en fire meter lang tunnel for at få adgang til et kloakrør, der løber under vejen.

Herfra skal tyvene have kravlet gennem røret - der har en diameter på 40 centimeter - før de gravede endnu en fire meter lang tunnel. Den skal have givet adgang til bankens bokse, skriver The Guardian.

- Vi har fundet en tunnel, der fører hen til kloaksystemet.

- Vi undersøgte først, om det var sikkert at gå ned i den. Herefter fandt vi ud af, at der var en anden tunnel, der førte hen til en anden bygning, siger en talsmand for Antwerpens politi, Willem Migom, til den britiske avis.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Belgisk politi var massivt til stede, da tyveriet blev opdaget mandag. Foto: Ritzau Scanpix
Belgisk politi var massivt til stede, da tyveriet blev opdaget mandag. Foto: Ritzau Scanpix

Ukendt omfang
Det vides ikke, hvad tyvene har stjålet i forbindelse med kuppet. BNP Paribas ønsker ikke at kommentere hændelsen over for The Guardian.

En kvinde fra en tilstødende gade siger til avisen Het Nieuwsblad, at hun havde hørt 'en masse hamren' de seneste par dage.

Roger Moorthammer, der er talsmand hos belgisk politi, siger, at man 'ikke har nogen idé om, hvem gerningsmændene er', skriver The Guardian.

Banken ligger tæt på Antwerpens kendte diamantkvarter. Her blev der i 2003 begået, hvad der kaldes for "århundredets kup". Tyve stjal diamanter, guld og juveler til en værdi af mere end 100 millioner dollar.

24 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere