Tyvstart på foråret: Få blæst hjernen ud

Årets milde vinter er en fryd for naturen i Københavns Botaniske Have, hvor foråret så småt begynder at kigge frem

Ole Seberg ved troldnødde-busken. Foto: Olivia Loftlund
Ole Seberg ved troldnødde-busken. Foto: Olivia Loftlund

Februar har vist sig fra sin varme side i år, hvilket betyder, at man allerede nu kan tage et smugkig på, hvad foråret har i vente i Københavns Botaniske Have.

Her er flere planter og træer allerede begyndt at spire og blomstre.

- Det karakteristiske ved det, som springer ud nu, er, at det ikke er oprindeligt hjemmehørende i Danmark. Det er ikke det, som folk har i deres haver, fortæller Ole Seberg, professor og videnskabelig leder for Botanisk Have i København.

Tidlige krokus-skud. Foto: Olivia Loftlund
Tidlige krokus-skud. Foto: Olivia Loftlund
 

I Botanisk Have har man flora fra det meste af verden, og her nyder planterne godt af de lune februardage.

- Det, der afgør, hvornår planterne springer ud, er en kombination af varme og lys. Hvis der er nok af begge dele, har planterne en tendens til at springe tidligere ud, forklarer Ole.

- Inde i byen er planterne derfor tit tidligt ude, fordi her er omkring én grad varmere end ude på landet.

Både store som små planter kan derfor tyvstarte på foråret i de smukke haver.

- Det er kun få botaniske haver, der ligger inde midt i en storby. Det er også noget af charmen ved vores, fortæller Ole.

Haven trives i det vinterlige forårsvejr. Foto: Olivia Loftlund
Haven trives i det vinterlige forårsvejr. Foto: Olivia Loftlund

Tegn fra troldnødden
For Ole selv er der specielt ét tegn, der afslører, at våren for alvor står for døren.

- Når troldnødden begynder at blomstre, er det for mig et tegn på, at nu er foråret lige om hjørnet, siger han.

Troldnødder er løvfældende buske eller små træer, som er udbredt i Østasien og Nordamerika. Botanisk Haves eksemplar er drønpopulær blandt havens gæster.

Har man lyst til at tage forskud på foråret, er beskeden fra Ole derfor klar:

- Hvis man er i dårligt humør eller skal have blæst hjernen ud, er det da herligt at få sig en tur gennem haven, griner han.

Foto: Olivia Loftlund
Foto: Olivia Loftlund
 

Historisk varm februar
Ifølge Mikael Scharling, klimatolog for DMI, befinder vi os i en unikt varm måned. Planterne har derfor god grund til at være tidligt ude i Botanisk Have.

- Temperaturmæssigt ser det ud til at blive den sjettevarmeste februar, vi nogensinde har målt, fortæller han.

DMI har målinger af temperaturen i Danmark helt tilbage fra 1873. Det er den sjettevarmeste februar i mindst 147 år.

Man kunne fristes til at give skylden til klimaforandringerne, men ifølge Mikael Scharling er det vanskeligt at sige, hvorvidt de har noget at gøre med den historisk varme måned.

- Vi befinder os helt sikkert i en periode med forhøjede temperaturer, men om klimaforandringerne har påvirket den her måned specifikt, kan jeg ikke sige noget om, oplyser han.

3 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere