Ubehagelig lugt lukker kirke

Søndagens høstgudstjeneste i Vorslunde Kirke blev aflyst på grund af dårligt indeklima, der kunne 'smages og føles i svælget'

Normalt er det menighedsrådet, der kan aflyse en begivenhed i en kirke, men i dette tilfælde tog sognepræst Poul Viller selv beslutningen efter et besøg i kirken. Arkivfoto: Jacob Ehrbahn/Ritzau Scanpix
Normalt er det menighedsrådet, der kan aflyse en begivenhed i en kirke, men i dette tilfælde tog sognepræst Poul Viller selv beslutningen efter et besøg i kirken. Arkivfoto: Jacob Ehrbahn/Ritzau Scanpix

En af de tre årlige gudstjenester i Vorslunde Kirke vest for Give blev i weekenden aflyst på grund af dårligt indeklima.

Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Det var sognepræst Poul Viller, der tog beslutningen om at aflyse høstgudstjenesten efter et besøg i kirken.

- Der var en mærkværdig luft. Jeg har gennem flere år selv boet i et hjem med skimmelsvamp - uden at vide det - og jeg fik lidt de samme symptomer inde i kirken. Man føler ubehag i svælget, og der er ligesom også noget smag på en eller anden måde, fortæller Poul Viller til avisen.

'Man kan smage et eller andet'
Også kordegn Mette Vestergaard Nissen besøgte kirken forud for den planlagte gudstjeneste og fik samme følelse.

- Det er et utroligt ubehageligt rum at være i, for det er, som om man kan smage et eller andet. Det vil vi ikke rigtig byde folk, siger hun til Vejle Amts Folkeblad.

Det er uvist, om det rent faktisk er skimmelsvamp, der skabe det dårlige indeklima i kirken, men det skal nu undersøges.

Bruges kun sjældent
Problematikken skal i første omgang diskuteres på et møde senere på ugen, fortæller menighedsrådsformand Jørgen Damsbo til Ekstra Bladet.

- Derefter skal vi have fat i provstiet og stiftet for at finde ud af, hvad vi skal gøre, siger han.

Kirken er en såkaldt lejlighedskirke, som kun bruges til tre årlige gudstjenester - i påsken, til jul og så den netop aflyste høstgudstjeneste.

Derudover har lokale kirkegængere mulighed for at bruge kirken til barnedåb, bryllup eller begravelse.

Skimmelsvamp sidste år
Kirken blev bygget i 1954, og det er ikke første gang, at dårligt indeklima har været et problem, skriver Vejle Amts Folkeblad.

Forrige år blev der således konstateret skimmelsvamp i orgelet og på alteret.

Det opstår formentlig, fordi kirken kun bruges sjældent og derfor ikke er varmet op konstant. Og spørgsmålet er, hvilken løsning der kan betale sig.

Der er kun cirka 150 medlemmer af folkekirken tilknyttet Vorslunde Kirke.