Uber-afløser kører videre i Storkøbenhavns gader

Mens der kan være flere bøder på vej til tidligere Uber-chauffører, kører tjenesten Urban Go videre

Mens der kan være bøder på vej til 1500 tidligere Uber-chauffører, så kører chauffører fra en anden tjeneste rundt i Storkøbenhavns gader og samler passagerer op.

Urban Go åbnede i Danmark, kort tid efter Uber lukkede ned. Platformen formidler ligesom Uber kontakt mellem privatbilister og folk, der har brug for en køretur, og blev med det samme meldt til politiet af Trafikstyrelsen for ulovlig taxakørsel.

Alligevel har tjenesten det seneste år fået "nogle hundrede" chauffører tilknyttet, siger ejer Lars Hjartbo. Han er ikke nervøs for, at Urban Gos chauffører også kan få bøder. For ifølge Lars Hjartbo er der en væsentlig forskel på de to.

- Vi er en transporttjeneste. Det betyder, at man skal have en fragtgenstand for at køre med.

- Der er for eksempel mange, der har brug for at få transporteret deres kuffert til lufthavnen eller have en cykel med bag på bilen. Og så kan de selv få et lift med, hvis de vil, siger han.

Uber er i det danske retssystem blevet erklæret som ulovlig taxakørsel, blandt andet fordi tjenesten er for dyr til at være reel samkørsel.

Onsdag meddelte advokaturchef Vibeke Thorkil-Jensen fra Københavns Politi, at politiet er klar til at gennemgå 1500 sigtelser mod tidligere Uber-chauffør for at vurdere, om der skal sendes bøder afsted.

Det sker, efter at fire prøvesager mod chauffører i Højesteret endte med bøder for samlet 700.000 kroner.

Lars Hjartbo er selv tidligere chauffør for Uber, der lukkede ned i Danmark i april 2017.

- Der så vi simpelthen et hul i markedet, siger han.

Urban Go startede i første omgang tjenesten under navnet UBR City. Men efter et opkald fra Uber der mente, at UBR mindede for meget om Uber, skiftede selskabet navn.

Lars Hjartbo fremhæver, at en væsentlig forskel desuden er, at alle chaufførerne er med i en obligatorisk revisorordning, så de betaler skat af deres indtægt. Derudover betaler chaufførerne 25 procent for at bruge platformen til kørsler.

Han vil ikke afsløre, hvor mange ture Urban Go formidler på daglig eller månedlig basis.

Anmeldelsen af UBR City/Urban Go ligger hos Københavns Vestegns Politi. Politiet oplyser, at sagen fortsat efterforskes, men har derudover ingen kommentarer.

5 kommentarer
Vis kommentarer