Udbetaler milliongevinst efter fejl

Danske Spil har ved en fejl udbetalt milliongevinster til to Lotto-vindere og lader dem nu beholde gevinsten

To heldige Lotto-spillere kan nu beholde knap 900.000 kroner mere, end de havde vundet oprindeligt. (Foto: Colourbox)
To heldige Lotto-spillere kan nu beholde knap 900.000 kroner mere, end de havde vundet oprindeligt. (Foto: Colourbox)

Er du en af de heldige og har lyst til at fortælle os om det? Så kontakt os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (koster alm. takst)

Danske Spil udbetaler pr. kulance to milliongevinster

Danske Spil har nu besluttet at lade to Onsdags Lotto-vindere beholde den præmie på en million kroner, de ved en fejl har fået udbetalt i stedet for den faktiske præmie på 115.000 kroner.

- Vi har haft en række ekstra præmer henover sommeren, hvor man, hvis man blot havde minimumsgevinsten på sin kupon, havde mulighed for at få en ekstra præmie på 115.000 kroner, fortæller informationschef i Danske Spil, Thomas Rørsig til Ekstra Bladet.

Fejl i bekræftelsesbrev
På forhånd var begge vindere telefonisk blevet informeret om, at de havde vundet en ekstrapræmie i Onsdags Lotto på 115.000 kroner, men i et bekræftelsesbrev skrev Danske Spil ved en fejl, at ekstrapræmien var på en million kroner, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Bad om at få pengene tilbage
I første omgang har Danske Spil derfor skriftligt bedt de to vindere om at tilbagebetale den del af gevinsten, der ligger ud over de 115.000 kroner. Men nu har Danske Spil vurderet sagen en ekstra gang - bl.a. i lyset af, at de to vindere har fået millionpræmierne overført til deres konto, hvor de har været tilgængelige i en periode på ca. 14 dage, før Danske Spil blev opmærksom på fejlen.

- Vi begik fejlen og vurderer, at de to vindere har været i god tro, siger Thomas Rørsig.

På den baggrund har Danske Spil besluttet pr. kulance at lade spillerne beholde det udbetalte million-præmiebeløb, og denne beslutning vil Danske Spil nu meddele begge spillere.

Der er dog desværre ikke flere Lotto-vindere, der skal gøre sig forhåbninger om, at der er sket en fejl.

- Nej, det er noget, vi vælger i dette ene tilfælde for de to vindere, siger Thomas Rørsig.

79 kommentarer
Vis kommentarer