Udbrud af tuberkulose på VUC

VUC i Kalundborg er blevet ramt af frygtet infektionssygdom

VUC i Kalundborg er blevet ramt af et udbrud af sygdommen tuberkulose.

Det bekræfter rektor Pernille Brøndum Rasmussen over for SN.dk.

- En af vores kursister i Kalundborg er blevet indlagt med tuberkulose. Vi orienterede personale og kursister fredag og har været i kontakt med embedslægen om sagen, udtaler hun til mediet.

Ifølge embedslægen er sygdommen dog ikke særlig smitsom, medmindre man allerede kæmper med nedsat immunforsvar. Skolen vil alligevel for en sikkerheds skyld få besøg af sygehuspersonale onsdag, som vil teste alle den syge kursists klassekammerater.

Tuberkulose er en infektionssygdom, som skyldes smitte med en bakterie. Sygdommen er dog relativt sjælden i Danmark. Sidste tilfælde i Kalundborg var tilbage i 2014.

Sygdommen behandles med antibiotika.

155 kommentarer
Vis kommentarer