Udlandet bruger malariamedicin mod corona: Danmark halter efter

Malariamedicinen klorokin er populært på udenlandske hospitaler, hvor den bruges i et forsøg på at bekæmpe coronavirus, men i Danmark er man loren ved at bruge et middel, der ikke er gennemtestet endnu

En kur mod coronavirus er i høj kurs i disse tider.

Og flere udenlandske hospitaler forsøger sig med malariamedicinen klorokin til patienter, der har coronavirus, i håb om at det har en effekt.

På en kinesisk fabrik i Jiangsu-provinsen har de ansatte travlt med at pakke klorokin for at følge med den stigende efterspørgsel af medicinen på det internationale marked. Foto: Xu Congjun/Ritzau Scanpix Samfund Danske eksperter advarer: Kan hurtigt løbe tør for malariamedicin

Både i Kina, Australien, Singapore, Polen og Frankrig har man forsøgt sig med at behandle coronasmittede med malariamedicinen, og et mindre fransk studie fra 16. marts viser, at klorokin kan være effektivt mod corona.

Det franske studie fik Donald Trump til at beordre den amerikanske lægemiddelsstyrelse til at udføre nationale test, og også vores naboland Sverige bruger klorokin til at behandle coronapatienter med.

Det bekræfter det svenske Läkemedelsverket over for Ekstra Bladet.

- Så vidt vi ved, så bruger alle hospitaler, der behandler coronapatienter, højst sandsynligt klorokin. Vi anbefaler det ikke. Det er ikke vores opgave, men vi forstår det godt i en tid, hvor folk dør, at der kommer medicin i brug, som måske har en effekt, siger Anders Lignell fra Läkemedelsverket.

På trods af at en lang række lande forsøger sig med klorokin i kampen mod coronavirus, halter vi efter i Danmark.

Dog vil klorokin blive testet på Hvidovre Hospital, men det er ikke sikkert, at midlet vil komme i brug på andre danske hospitaler. Det er ikke gennemtestet endnu, og derfor skal danske patienter ikke være forsøgskaniner.

- Vi skal vide, om det virker, og derfor skal der laves kliniske forsøg. Man skal ikke gå ud og bruge medicin lemfældigt med patienter som forsøgskaniner uden garanti for, at medicinen virker, sagde Thomas Senderovitz, direktør i Lægemiddelstyrelsen, til Ekstra Bladet søndag om forsøget på Hvidovre Hospital.

Lægemiddelstyrelsen blokerede søndag muligheden for, at læger kunne udskrive klorokin.