Har du oplevet noget lignende? Så skriv til os på mail til 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)
21-årige Hussein Hamad skal kyles ud af sin lejlighed i Odense, hvis det står til hans udlejer Bjarne Nielsen. Udlejeren vil nemlig ikke have muslimer og 'sorte negere' i sin bygning.
Derfor sendte han i april et brev til Hussein Hamad, hvori han blandt andet skriver, at 'jeg kan se, din nye lejer er sort neger, det vil ikke være populært hos naboerne, de vil være bange for, at ******vej skal blive muslimsk domineret.'
- Jeg føler mig utrolig krænket, fortæller Hussein Hamad.
- Der har ikke været noget som helst, siden jeg flyttede ind, men så kommer det brev pludselig ud af det blå.
Den nye lejer var Hussein Hamads ven, som havde brug for et sted at bo i en måned, og derfor spurgte han Bjarne Nielsen, om det var okay, hvis han kortvarigt flyttede ind hos Hussein. Men det skulle han aldrig have gjort, for det var én muslim for mange for udlejeren.
Alt det rigtige
Hussein Hamad blev sidste år optaget på biomedicin-uddannelsen på Syddansk Universitet i Odense, og derfor søgte han efter en lejlighed. Det var i forvejen ikke særlig nemt, men til sidst fandt han en lejlighed i avisen og ringede til udlejeren; Bjarne Nielsen. Han vendte dog ikke tilbage, før Hussein Hamads etnisk danske kæreste ringede, og så var lejligheden hans, fortæller den 21-årige.
Men lykken varede kort. Pludselig hang brevet fra Bjarne Nielsen på den studerendes dør. Hussein Hamad meldte sin udlejer til politiet med det samme, og nu ligger anmeldelsen hos statsadvokaten i Viborg. Det bekræfter Fyns Politi over for Ekstra Bladet.
- Jeg gør alt det rigtige, og alligevel bliver jeg ramt på mit udseende, siger Hussein Hamad.
Sådan en neger
Da Ekstra Bladet møder 68-årige Bjarne Nielsen i Odense, forklarer han, at han står ved alt, han har skrevet i brevet.
- Jeg har ikke smidt ham ud, men jeg synes, han skal finde et andet sted at bo.
- Du ville ikke have noget imod, hvis han boede der med sin danske kæreste?
- Nej, det har jeg ikke. Men han bor der ikke med sin danske kæreste, det har han aldrig gjort. Men jeg er ikke interesseret i at få muslimer ind.
- Hvorfor ikke?
- I kvarteret her, der bor ikke nogen muslimer. Det er et rigtig dejligt kvarter.
- Men han er jo en almindelig fyr ligesom alle andre?
- Ja, det er han. Men jeg har meget fortrudt, at jeg har taget ham ind.
- Har han da gjort noget?
- Nej, han har ikke ødelagt noget overhovedet.
- Betaler han sin husleje?
- Jo, der er ikke noget der.
- Hussein er også født i Danmark.
- Er han det? Nå, ja, han snakker da også fint dansk.
- Er det kun på grund af, han er muslim, du ikke vil have ham boende?
- Ja, og så ville han også have en anden en ind. Han kom med sådan en neger.
- Er der nogen af naboerne, der har udtrykt bekymring over, at han bor her?
- Overhovedet ikke. Jeg snakker ikke med naboerne.
- Så det er din egen bekymring?
- Ja, det er det da. Det er sgu da ikke rart, hvis nogen opdager, at der bor muslimer her. Så er der ikke nogen, der vil leje noget hos mig mere.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.