Udmattet dansker langt ude på havet: - Jeg gider kraftedeme ikke mere!

Turen over Atlanterhavet i robåd er for alvor begyndt at sætte sine spor på Mads Vangsø og Lasse Wullf Hansen, men der er stadig langt endnu

Hør hvordan Mads Vangsø og Lasse Wullf Hansen holder gejsten oppe, og om de har fortrudt at de tog af sted, i indslaget her.

- Jeg glæder mig mere til at komme til Antigua, end jeg nogensinde har glædet mig til noget før. Jeg gider kraftedeme ikke mere!

Sådan lød det fra Lasse Wullf Hansen i morges, kort efter han blev vækket fra en alt for kort nattesøvn og kunne se frem til endnu en dag med 12 timers roning i selskab med makkeren, tidligere radio- og tv-vært Mads Vagsø.

Ekstra Bladet modtog denne video i formiddags, hvor Lasse Wullf Hansen virker meget træt og opgivende. Humøret er dog meget bedre senere på eftermiddagen.

De to udgør det danske islæt ved årets Talisker Whisky Atlantic Challenge, og selvom Lasse lød, som om han var klar til at smide håndklædet i ringen i morges, står det heldigvis lidt bedre til, da Ekstra Bladet fanger makkerparret på satellit-telefon først på eftermiddagen.

- Vi ved, at følelser kommer og går. Man kan ikke stole på dem. Det vil sige, at sådan her har vi det lige nu, men om fire timer har vi det anderledes, og så er vi flyvende igen, fortæller Mads Vangsø.

Som et vågne med tømmermænd to gange hver nat
- Kroppen begynder at gøre ondt, mentalt set er vi udfordret, fordi vi ikke er nået halvvejs. Nattetimerne er utroligt barske, for vi fastholder os selv i en rytme med at sove en time og 50 minutter, det gør smerteligt ondt!

Rejsen over Atlanten

Roerne ror hver to timer ad gangen og sover i to timer. Døgnet rundt på hele turen.

Hver roer har brug for at drikke op til ti liter vand i døgnet.

Havvand renses i en 'watermaker' og bliver derved til drikkevand.

En roer taber sig i snit 12 kilo på turen - Lasse Wulff Hansen har sandsynligvis tabt sig meget mere.

Flere mennesker har besteget Mount Everest end krydset et ocean i robåd.

På det dybeste punkt er Atlanterhavet 8,5 kilometer dybt.

Midt på Atlanten kan bølgerne blive op til seks meter høje.

To sikkerhedsbåde sejler med på turen, men skal dække hele løbet. Derfor kan det i visse tilfælde tage dem en uge at nå frem til en båd i problemer.

Vangsø sammenligner det med at stå op og gå på arbejde, efter en nat med for mange øl og for lidt søvn.

- Den energi, du skal bruge på at hive dig selv ud af sengen, det gør vi hver nat, to gange. Det koster bare, lyder det.

Heldigvis har makkerparret dog et par tricks oppe i ærmet, når det handler om at holde modet oppe på den lange tur.

Hør hvordan Mads Vangsø og Lasse Wullf Hansen holder gejsten oppe, og om de har fortrudt, at de tog af sted, i indslaget over artiklen.

Kom med på rejsen

Gennem video, billeder og direkte gennemstillinger til og fra båden har du hver dag mulighed for at følge med i de oplevelser og udfordringer, Mads Vangsø og Lasse Wulff Hansen møder, når de helt alene og uden hjælpemidler forsøger at krydse Atlanterhavet i en robåd.

Se desuden HER, hvor danskerne befinder sig lige netop nu.

Vi følger dem op til, under og når de - hvis alt går, som det skal - kommer i mål på rejsen.

Løbet blev skudt i gang 12. december på La Gomera og slutter cirka 45 dage senere og mere end 5000 kilometer borte, på Antigua i Caribien.

  Samfund - 5. dec. 2018 - kl. 16:53 Vanvidsprojekt: Sådan vil tidligere tv-vært og makker ro over Atlanten

248 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Nanna Cecilia Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen