Udsigt til årets varmeste dag: Her risikerer de regn

Onsdagens varmerekord kan allerede bliver slået i dag, omend der kan komme regn i Sønderjylland

Se DMI's månedsprognose her.

Nok var onsdag årets hidtil varmeste dag med temperaturen målt til 33,1 grader, men i dag kan rekorden allerede blive slået.

- Prognoserne er pænt deroppe. De ligger på 33 grader, og jeg forventer, at der godt kan komme en halv grad på, så det bliver årets varmeste dag, siger Klaus Larsen, vagtchef, DMI.

Sønderjyderne kan dog risikere - eller glæde sig til alt efter øjnene, der ser - at få lokale byger ud på eftermiddagen, ligesom der er risiko for det på Sydsjælland, men dråberne er slet ikke nok til at stoppe den tørke, der nu har været kendetegnende for sommeren.

- Vi skal helt op på 40-50 millimeter, før tørken brydes, siger Klaus Larsen.

Mere regn kommer der dog i weekenden, hvor han forventer, at der lørdag aften kommer regn ind over Jylland, og hen over natten trækker det til Sjælland. Men sommervejret fortsætter:

Regn forude
- Søndag bliver nok den koldeste dag med op til 28 grader, men så vender varmen tilbage igen i en lidt mere fugtig udgave. I næste uge bliver det op til 30 grader, og vejret bliver lidt mere ustabil, siger han.

DMI har i en prognose skrevet, at der er risiko for 15 millimeter regn onsdag-torsdag i næste uge.

- Men det er langt fra sikkert. Prognoserne overestimerer nogle gange, når vi er så langt fremme, siger Klaus Larsen.

Skulle der komme regn, er der dog gode chancer for, at det bliver afløst af mere sol i starten af august:

- Det ser ud til, at der er et højtryk hen over England, så den tørre luft vender tilbage i starten af august. Så det bliver nok en enkelt uge, hvor det er fugtigt.

39 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere