Den tidligere hjerneforsker Milena Penkowa opgiver at få den doktorgrad tilbage, som Akademisk Råd fratog hende i 2017.
For et år siden blåstemplede Københavns Byret, at Akademisk Råd havde inddraget Penkowas doktorgrad.
Hun ankede derefter dommen til landsretten. Sagen skulle have været behandlet i Østre Landsret fredag, men er aflyst.
Milena Penkowa har besluttet at droppe sagen, oplyser advokat Birte Rasmussen.
- Ankesagen er hævet, bekræfter Birte Rasmussen.
Baggrunden for beslutningen er, at Penkowa har søgt om tilladelse til, at statskassen betaler for retssagens omkostninger - såkaldt fri proces.
Men hun er ikke blevet bevilget fri proces, og derfor har hun i samråd med sin advokat besluttet at opgive sagen.
Dokumentfalsk
I 2016, inden titlen gled ud af Penkowas hænder, blev hun af Østre Landsret kendt skyldig i dokumentfalsk. Dog blev hun frifundet for straf, fordi landsretten i modsætning til byretten vurderede, at sagen var forældet.
Og der var tale om en sejr, mente Penkowa.
- Jeg er blevet frifundet. Så hvis du kan stave til frifundet, vil du forstå, at det er en sejr, udtalte hjerneforskeren dengang og tilføjede:
- Jeg er rigtig, rigtig glad. Det er en stor sejr. Men det vigtigste er, at det er en stor sejr for mange mennesker. Fordi alle mennesker har en Penkowa-sag. Der er utroligt mange, der kæmper mod hele staten.
Universitet tager doktorgrad fra Milena Penkowa: 'Helt usædvanligt og ekstraordinært'
Dokumentfalskneriet handlede om nogle rotteforsøg, som var beskrevet i en videnskabelig artikel i tidsskriftet Glia tilbage i år 2000.
Forsøgene indgik i en doktordisputats, som Penkowa indgav i 2003. Den mødte dog kritik, og i forlængelse af det fremviste hun fire falske dokumenter til universitetets daværende rektor. Siden trak hun sin disputats tilbage og indleverede en ny i 2006.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.