Udskriver p-afgifter på 5 kr. - koster 8 kr. at sende brevet

Hvad kan man få for en tier? To parkerings-smæk under Field's

ParkZones nye parkeringssystem i Field's i Ørestaden har begyndervanskeligheder. Arkivfoto: Jan Grarup
ParkZones nye parkeringssystem i Field's i Ørestaden har begyndervanskeligheder. Arkivfoto: Jan Grarup

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Park'N'Smile er parkeringforetagendet ParkZones nyeste påfund i shoppingcentret Field's' parkeringsanlæg i København og Bruuns Galleri i Aarhus.

For de bilister, som siden indførelsen af det nye system har modtaget en rudekuvert med en parkeringsafgift med posten, er der ikke meget at smile ad.

Nogle har dog alligevel fundet størrelsen af den kontrolafgift, som ParkZone vil kradse ind med deres skrivelse, grinagtig.

Flere har nemlig fået et krav på 5 kroner. Det er tre kroner mindre, end det koster ParkZone at sende parkeringsafgiften.

Parkeringsvirksomheden betaler med andre ord 8 kroner for at sende en regning på 5 kroner.

Betalingspåkravene falder langtfra i god jord i anmeldelserne af ParkZone på Trustpilot.

Her hævder flere slet ikke at have været i parkeringsanlægget på det tidspunkt, som ParkZones p-system har skrevet dem for.

Andre har modtaget påkrav med billeder af andres køretøjer.

Denne intetanende bilist spærrede øjnene op, da hun modtog en parkeringsafgift - mest over beløbets størrelse. Foto: Privat
Denne intetanende bilist spærrede øjnene op, da hun modtog en parkeringsafgift - mest over beløbets størrelse. Foto: Privat
 

Forkerte biler
På Trustpilot betegner Martin ParkZones adfærd som 'chikane' og 'bedrageri' og beskriver, hvordan han efter at have gjort indsigelse mod den 5 kroner store p-afgift fem dage senere modtog et nyt brev. Denne gang var hovedstolen vokset til 205 kroner.

Andre kritiserer i skarpe vendinger ParkZone for miserabel kundeservice, når man forsøger at klage.

Efter flere forsøg på telefonen lykkedes det Ekstra Bladet ved først at bede ParkZones automatiske telefonomstilling om 'parkeringsservice' og herefter vælge hjælp til håndtering af et parkeringsområde at få et menneske i røret. Hun bad dog straks om, at vi sendte vores spørgsmål pr. mail.

Ligeledes pr. mail bekræfter ParkZones administrerende direktør, Torben Holritz Juhl, over for Ekstra Bladet, at man har sendt forkerte bilbilleder ud med betalingspåkravene.

'Det er fuldstændig korrekt. De første breve sendt ud var der fejl i idet vores leverandør havde modtaget og behandlet brevfilerne forkert. Og det er særdeles ærgerligt, fordi leverandøren havde sendt forkerte billeder med til bilisterne – hvilket også stemmer overens med, hvad der står på vores trustpilot', skriver parkerings-bossen.

En femmer er ikke alverden, men ParkZone er klar med rykker og gebyr, hvis du ikke punger ud. Foto: Privat
En femmer er ikke alverden, men ParkZone er klar med rykker og gebyr, hvis du ikke punger ud. Foto: Privat
 

Nødvendigt
- Hvordan kan det lade sig gøre at få en afgift på fem kroner?

'Det kan sagtens lade sig gøre at få en opkrævning på kr. 5,00 såfremt tiden er overskredet. ParkZone fremsender derefter et brev med en opkrævning af de 5 kr. Efter den første indkøringsperiode vil opkrævningen i øvrigt blive pålagt en kontrolafgift på kr. 200. Vi forventer at vi starter denne procedure efter 3 måneder. Dog har vi gjort det sådan at hvis en bilist har overskredet parkeringen mere end én gang så vil der også blive sendt en opkrævning'.

Torben Holritz Juhl anerkender, at det er omkostningsfuldt at opkræve de små beløb - udover portoen beskæftiger behandlingen af parkeringsafgifterne medarbejdere i ParkZone.

'Men vi tænker at det er nødvendigt for at fortælle / vise at der er en skyld', påpeger parkerings-bossen.

- Flere kunder beskriver, at I, såfremt der bliver gjort indsigelser eller ikke betalt, lynhurtigt sender en rykker med et gebyr på 200 kroner...
'Der er flere muligheder for at betale. Dels inden der køres ud i de opstillede betalingsautomater og dels på vores hjemmeside. Det betyder at de kan orientere sig om de kan kører ud inden for gratisperioden og de kan tillige gøre det op til 48 timer via hjemmesiden.  Dvs. at der går mere end 48 timer inden at der bliver sendt et brev.

I sin tid kostede det penge at betale et girokort på posthuset. Ligesom posthusene er den praksis for længst afskaffet, og de fleste betaler 'gratis' via netbank. Foto: Privat
I sin tid kostede det penge at betale et girokort på posthuset. Ligesom posthusene er den praksis for længst afskaffet, og de fleste betaler 'gratis' via netbank. Foto: Privat
 

Så kundevenligt som muligt
- Nogle kunder hævder, at de overhovedet ikke har været i p-kælderen på det tidspunkt, I har registreret.

'Der sidder to kameraer ved hver indkørsel og udkørsel som registrerer biler både foran og bagfra. Vi kan altid bevise med disse billedematerialer at bilerne har været tilstede'.

- I hvor høj grad overvejer I at ændre parkeringssystemet, så kunderne ikke misforstår det?

'Der lyttes rigtig meget til de kundehenvendelser som er tilgået centrene. Det betyder at vi allerede har ændret visse forhold i købsflowet og vi ændrer det yderligere i juli – august, når de sidste ajourføringer er på plads. Vi tilpasser os rigtig meget til hvad vi hører fra kunderne og bestræber os på købsflowet bliver så kundevenligt som muligt.'

Flere kunder mere end antyder, at ParkZones inkassosystem er skruet sammen på en sådan måde, at foretagendet overlagt sender bittesmå afgifter ud til folk, som på baggrund af beløbets størrelse tror, det er en fejl og derfor ikke betaler, hvorefter der følges op med en rykker og dertilhørende gebyr.

Den påstand har ParkZones administrerende direktør undladt at kommentere over for Ekstra Bladet. Han kan heller ikke oplyse, hvor mange afgifter på 5 kroner, man indtil videre har udskrevet og fulgt op med rykkere, ligesom det er uvist, hvor mange heraf, der er røget videre i fogedretten.

Til gengæld har parkeringsbossen sendt Ekstra Bladet de mest relevante oplysninger om ParkZones nye parkeringssystem, som blev indført 1. april i år. Han bemærker, at i en opstartsfase altid vil 'være flere som har lidt svært ved at tilpasse sig et nyt system'.

'Det er også derfor vi har valgt at lave en fortrinsvis lang implementeringsperiode'.

Bilister i Aarhus C har også fået fornøjelsen af Park'N'Smile. Foto: Rune Aarestrup Pedersen
Bilister i Aarhus C har også fået fornøjelsen af Park'N'Smile. Foto: Rune Aarestrup Pedersen
 

1 af 5 Denne intetanende bilist spærrede øjnene op, da hun modtog en parkeringsafgift - mest over beløbets størrelse. Foto: Privat
2 af 5 En femmer er ikke alverden, men ParkZone er klar med rykker og gebyr, hvis du ikke punger ud. Foto: Privat
3 af 5 I sin tid kostede det penge at betale et girokort på posthuset. Ligesom posthusene er den praksis for længst afskaffet, og de fleste betaler 'gratis' via netbank. Foto: Privat
4 af 5 Bilister i Aarhus C har også fået fornøjelsen af Park'N'Smile. Foto: Rune Aarestrup Pedersen
5 af 5 ParkZones nye parkeringssystem i Field's i Ørestaden har begyndervanskeligheder. Arkivfoto: Jan Grarup
134 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere