I 1959 udødeliggjorde den legendariske italienske filminstruktør Federico Fellini gudesmukke Anita Ekberg, da han i mesterværket La Dolce Vita lod den svenske skønhed bade i det ikoniske springvand.
Siden er turister fra hele verden valfartet til springvandet for at få taget billeder og ikke mindst kaste mønter i - det skulle bringe lykke.
Skovler penge ind
De mange turisters donationer i springvandet har vist sig at være en guldrandet forretning. Sidste år kastede turister mønter i springvandet til en værdi af mere end 10.000.000 kroner ifølge nyhedsbureaet Ritzau.
De mange mønter i springvandet skovles en gang om ugen op. Det sker hver mandag, hvor italienerne tømmer bassinet for vand og samler mønterne op.
I gennemsnit smides der hver dag omkring 27.000 kroner i springvandet. De mange tusinde kroner har dog givet problemer med kreative tyveknægte, der forsøger at skovle noget af rigdommen til sig.
Ifølge Daily Mail blev der sidste år anholdt en tyv, der havde fisket mønter op til en værdi af 7.000 kroner med en sværd-lignende genstand.
Herberg og suppekøkkener
Penge, der ellers ville være gået til fattige via den katolske velgørenhedsorganisation Caritas.
Organisationen bruger blandet andet pengene på mad til fattige familier, suppekøkkener og herberg til migranter.
Fontænen blev påbegyndt i 1732 og stod færdig i 1762 og forestiller titanen Okeanos ridende med sine heste gennem de strømmende vandmasser.