En helt ufattelig tragedie har ramt en familie i Melbourne i Australien.
Den 28. januar i år døde Sara Chivers af en særlig kræftsygdom i hjernen. Hun blev kun 34 år gammel, hvilket i sig selv er tragisk.
Nu er også kvindens to-årige søn Alfie død af kræft i hjernen.
Den hårdt ramte familiefar Leigh Chivers har lagt et billede ud på de sociale medier af sin sovende søn med ordene: 'Rest in peace little man, we love you forever.'
Det er den australske avis Sydney Morning Herald, som fortæller om den hjerteskærende tragedie, der tog sin begyndelse for otte år siden, da Sara Chivers fik konstateret kræft i hjernen.
Dengang lykkedes det dog at behandle den unge kvinde og holde kræften nede. Men i marts sidste år fik Sara Chivers konstateret tre nye kræft-tumorer i hjernen. Og de var ifølge lægerne uhelbredelige.
Han vil dø
Et halvt år senere fulgte så den næste forfærdende besked. Den 18 måneder gamle søn Alfie led også af kræft i hjernen. Lægerne måtte fortælle forældrene, at sygdommen ikke kunne behandles, og at deres lille dreng ville dø af den.
Alfie led af en særlig aggressiv kræftform, atypisk teratoid rhabdoid, som er en anden type kræft end moderens. Risikoen for at få denne sygdom er angiveligt en ud af tre millioner.
Ifølge Sydney Morning Herald brugte den kræftsyge mor alle sine kræfter på at gøre offentligheden opmærksom på kræft i hjernen. Denne sygdom dræber flere børn end nogen anden sygdom, og gennem de seneste 30 år har lægerne ikke kunnet forbedre overlevelses-statistikken.
'Det er forfærdeligt og hjerteskærende'
- Han (Alfie, red.) er jo ikke begyndt på sit liv endnu. Han har ikke haft mulighed for at gøre nogle af de ting, som jeg har gjort i de 34 år, jeg har levet. Det er forfærdeligt og hjerteskærende, sagde Sara Chivers i et TV-interview med ABC sidste år.
Efter den unge mors død blev der oprettet en GoFundMe side, hvor der er blevet samlet godt en million kroner ind ind til behandlingen af Alfie.
I et interview med New Daily har ægtemanden fortalt, at hans hustru på dødslejet så lige så smuk ud, som da parret blev gift.
Rørende farvel-brev
Inden Sara døde, skrev hun et længere farvel-brev til Alfie og hans storebror. Her er et lille uddrag:
'Be kind to your Dad. It won't be easy for him raising you alone, but every decision he makes will be with your best interests at heart.
He is an exceptional father and role model.
Don't let him doubt himself or the wonderful job he will do shaping you into the men I dream of you growing up to be.'
34-årige Leigh forsøger nu at bygge en ny tilværelse op med parrets anden søn Hugh på tre år.