Ugens vejr: Nu bliver det 'rigtig' dansk sommer

Der venter Danmark en uge med ustadigt vejr med regnbyger og blæst, men også med lidt solstrejf til tider

DMI har ikke meget tiltro til det danske sommervejr den kommende uge. (Foto: Colourbox)
DMI har ikke meget tiltro til det danske sommervejr den kommende uge. (Foto: Colourbox)

Hvis du ikke har besøgt en af de lækre danske strande den seneste uge, må du godt nok ærgre dig en smule.

For den kommende uge bliver en rigtig traditionel dansk sommeruge af værste skuffe, hvor strålende sol bliver erstattet af kold nedbør.

Temperaturen kommer til at ligge mellem 12 og 18 grader, oplyser DMI over for Ekstra Bladet, som kalder ugen en blandet landhandel.

- Det starter egentlig fint nok ud mandag og tirsdag. Her får vi overvejende tørt vejr og nogen sol. Særligt i Nordjylland kan det godt gå hen og blive rigtig fint vejr, siger vagthavende meterolog Lars Henriksen til Ekstra Bladet.

Ned ad bakke
Efter ugens første to dage kan man sagtens lade solcremen blive stående i skabet.

- Onsdag begynder det at gå ned ad bakke. Vi får regnvejr ind over landet nordvest fra. Det starter i det nordvestlige Jylland og trækker hen over landet i løbet af dagen. Det betyder også, at vi onsdag får tiltagende vind ind fra syd- og sydvest, fortæller Lars Henriksen.

Det omskiftelige vejr fortsætter ugen ud, ifølge DMI's prognoser:

- Både torsdag, fredag og i weekenden får vi perioder med byger - men også med lidt sol ind i mellem. Så et rigtigt ustadigt vejr, må man sige. Prognoserne ser rigtig stabile ud, så der er ikke noget, der tyder på, at vi får godt vejr. Der er ikke noget højtryk tæt på os, der kan stabilisere vejret, fortæller meterologen.

Når man ser længere frem end den kommende uge bliver prognoserne selvsagt mere usikre. Meteorologens vurdering er dog, at vi må væbne os med tålmodighed, hvis drømmen om iskold hvidvin og en glohed dansk strand står øverst på ønskelisten.

- Desværre er der ikke noget, der tyder på, at det bliver meget stabilt lige foreløbigt. Vi kommer nok til at ligge i den kølige ende af skalaen de næste par uger. Vi skal meget længere sydpå for at finde varme og stabilt vejr, siger Lars Henriksen fra DMI.

25 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere