Uheld på kæmpebyggeri: Stålbjælke styrtede fra kran

Byggeriet af Danmarks højeste bygning ramt af uheld, men heldigvis kom ingen noget til

Lighthouse-byggeriet finder sted yderst på havnen i Århus. Foto: Joachim Ladefoged
Lighthouse-byggeriet finder sted yderst på havnen i Århus. Foto: Joachim Ladefoged

Ved du noget?

Indsend billede el. video

Maks. 5MB

På havnen i Århus bygger man netop nu højhuset Lighthouse, og når det står færdig, vil det være Danmarks højeste boligbyggeri.

For et par dage siden blev byggeriet ramt et uheld, der kunne have været fatalt. Men til alt held kom ingen noget til ved episoden, hvor man ved hjælp af en kran var ved at hejse en tung stålbjælke til vejrs.

Ganske pludseligt og uden varsel røg bjælken ud af de stropper, som den ellers var fastgjort med, og røg til jorden.

Hos entreprenøren Per Aarsleff A/S har man følgende kommentar til sagen:

- Vi kan bekræfte, at en bjælke ikke har været anhugget/fastgjort korrekt under et løft på vores Lighthouse-byggeri. Heldigvis er ingen medarbejdere kommet til skade, fortæller Ulrik Therkilsen i et mailsvar. Han er afdelingsdirektør og ansvarlig for Aarsleffs byggeri i Vestdanmark.

Han fortsætter:

- Vi har efterfølgende gennemført en intern undersøgelse, sat flere tiltag i gang samt haft besøg af Arbejdstilsynet, som har været tilfredse med vores håndtering, og ikke har gjort yderligere anmærkninger hverken i relation til den konkrete hændelse eller vores Lighthouse-byggeri i det hele taget, lyder det endvidere i mailsvaret.

I følge Ekstra Bladets oplysninger skal kranføreren ikke have haft certifikat til maskineriet. Dette har Per Aarsleff  A/S ikke ønsket at kommentere.

Det forlyder desuden, at sagen ikke har fået konsekvenser for omtalte medarbejder.