Uheldigt brudepar fik fint hotel, men stjålne ringe mangler stadig

Parret fra Valby fik stjålet ringe fra deres hotelværelse på Kreta. Dem skal de ikke regne med at få at se igen, men Apollo Rejser har givet dem et nyt, femstjernet, hotel og nogle barmhjertige samaritanere har inviteret på gratis middag

De uheldige nygifte Kathrine Bækkel og Martin Lykkebæk, som fik frastjålet deres vielses- og forlovelsesringe under bryllupsrejsen til Kreta i weekenden, har nu endelig noget at glæde sig over.

De mistænkte hotelpersonalet for at stå bag tyveriet, fordi der ikke var tegn på indbrud. Derfor bad de rejsearrangøren Apollo om at blive flyttet til et andet hotel.

Apollo havde først bedt parret om at betale en merpris for at flytte hotel, fordi de sagde, overflytningen ville være på parrets eget initiativ og der ikke var et andet hotel af samme standard ledigt. Parret påstår, at hotelmanageren på det første hotel smed dem ud.

Da Ekstra Bladet skrev den første historie om parret søndag, havde Apollo flyttet brudeparret til et andet middelklassehotel, hvor de kun kunne blive til torsdag. Derefter var der ingen planer.

Se også: Bryllupsrejse i græsk feriehelvede: Fik stjålet smykker og måtte forlade hotel

Fik fem-stjernet hotel
Men efter Ekstra Bladet skrev om den uheldige situation, kom Apollo alligevel til hjælp mandag.

- Apollo ringede her til formiddag, at de havde et hotel klar til os i dag. Så kan vi blive der fra i dag til vi skal hjem på lørdag. Så nu var der lige pludselig alt muligt, der godt kunne lade sig gøre, selv om de ikke havde noget ledigt, fortæller Kathrine Bækkel fra Grækenland.

Mandag formiddag sendte rejseselskabet en taxa og bruden og hendes gemal blev indlogeret på et nyt hotel med havudsigt, hvor al mad er inkluderet. Det tre-stjernede hotel, de havde booket, var kun med morgenmad. Opgraderingen var mere, end parret forventede.

- Vi ville ikke have noget bedre, ikke noget dårligere, bare nogenlunde samme kvalitet og nogenlunde samme beliggenhed. Men det her... Det kan man se, det er fem-stjernet, og havde vundet et eller andet guld, stod der i receptionen. Så de har helt klart givet os noget, der var bedre end det, vi havde købt, og det var ikke det, vi var ude på. Vi ville bare have noget tilsvarende, siger hun.

Politiet skrev ikke rapport
Der er dog ikke mange chancer for, at det bliver opklaret, hvad der er blevet af vielsesringen, forlovelsesringen og halskæden, som Martin Lykkebæk gav Kathrine Bækkel i morgengave.

Smykkerne forsvandt kort efter at parret fra Valby havde checket ind på deres hotelværelse. Det skete, da rengøringspersonalet skulle ind og gøre rent efter de hår og efterladenskaber, parret havde opdaget i kummen.

Hotelejeren tilkaldte efter tyveriet det lokale politi, men Martin Lykkebæk vidste godt, at han nok ikke skulle forvente det samme som i Danmark, hvor han selv arbejder som politibetjent.

- Vi har jo rejst mange steder, så jeg var godt klar over, at det var rent proforma, at politiet skulle komme og kigge, hvad der er sket, siger Martin Lykkebæk i et interview med Ekstra Bladet.

- De lyste på døren med en lommelygte. Så lyste de på kufferten. Og så var det det. Og så spurgte vi så, om de lavede en rapport, som vi kunne få kopi af. Så blev vi informeret om, at 'man skrev altså ikke rapport om sådan noget her.' Nå, okay. Så det er en lidt anden standard politi, man oplever her, end man havde forventet i Danmark, fortæller Kathrine Bækkel.

Politi afhørte ikke mistænkt rengøringskone
Politiet spurgte også, hvorfor tyvene kun havde taget diamantsmykkerne og ikke et billigere ur og nogle øreringe, som også lå i kufferten, fordi parret var på vej til stranden. Det vidste Kathrine Bækkel ikke.

Hotelmanageren ringede til rengøringsdamen, mens politiet lyttede med på medhør, men kvinden benægtede. Der sluttede sagen tilsyneladende.

I Danmark kunne en ransagning hos kvinden måske have været på tale, og i hvert fald en afhøring af politiet, siger Martin Lykkebæk. Det gjorde man ikke på Kreta.

Parret håber, at deres indboforsikring vil dække smykkerne. Det er dog ikke helt det samme på grund af den store affektionsværdi, der er forbundet med den ring, som blev brugt til vielsesceremonien, og da Martin Lykkebæk gik ned på knæ.

Skal fejre fødselsdag på Kreta
Parret føler stadig ikke, de har haft ferie på grund af de mange flytninger mellem hoteller og de praktiske gøremål efter tyveriet.

- Man føler lidt, at ferien går med frem og tilbage, og i forvejen har vi ikke den største lyst til at være her. Jeg synes, det er en lidt svær situation. Folk derhjemme er søde til at skrive 'op med humøret', men det er svært at komme op med humøret, når man har været al det her igennem, siger Kathrine Bækkel.

Parret turde ikke lave konkrete planer for Kathrine Bækkels 27 års fødselsdag på fredag på grund af hotelsituationen, men de håber, der kommer ro på, nu hvor de ikke behøver at flytte hotel igen.

Mandag aften starter afslapningen i hvert fald med en god middag. Det skyldes en henvendelse fra et dansk par, som ejer et hotel i nærheden, og som tilbød at hjælpe, hvis de nygifte ikke havde fundet noget at bo i torsdag. Hotelejerne inviterede også brudeparret til middag mandag aften. Det tilbud har de sagt ja tak til.

- Det var meget sødt af dem, siger Kathrine Bækkel.

23 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere