Uhyggelig eksplosion: 3550 personer smittet med frygtet bakterie

Antallet af personer, der smittes med resistent MRSA-bakterie, steg sidste år med næsten 20 procent

Antallet af personer, der blev smittet med den resistente MRSA-bakterie, steg sidste år med næsten 20 procent i forhold til året før. Foto: AP
Antallet af personer, der blev smittet med den resistente MRSA-bakterie, steg sidste år med næsten 20 procent i forhold til året før. Foto: AP

Antallet af personer, der blev smittet med den resistente MRSA-bakterie, steg sidste år med næsten 20 procent i forhold til året før.

Det skriver Statens Serum Institut i sit seneste nyhedsbrev.

Antallet steg sidste år til 3550 tilfælde mod 2973 tilfælde året før.

Det er det højeste antal nyregistrerede tilfælde, siden meldepligten blev indført 1. november 2006, oplyser Statens Serum Institut.

Den resistente MRSA-bakterie er et problem, fordi den er immun over for behandling med methicillin - et antibiotikum i familie med almindelig penicillin.

Det betyder, at infektioner hos MRSA-smittede er vanskeligere at behandle end ellers og kræver behandling med meget specielle antibiotika.

Statens Serum Institut har set på, hvor smitten kommer fra.

Det viser sig, at 80 procent af smittetilfældene er erhvervet i Danmark, mens 20 procent af tilfældene kommer fra udlandet.

Ifølge seruminstituttet udgør asylansøgere, der kommer til Danmark, en stadig større andel af de smittede.

På den baggrund anbefaler instituttet, at asylansøgere, der bor eller har boet i asylcentre inden for det seneste halve år, undersøges for MRSA.

Derudover har der været en stigning i de såkaldte samfundserhvervede smittetilfælde.

Det dækker over tilfælde, hvor den smittede har fået MRSA ved kontakt til hospitaler, plejesektor eller til en anden person, der er smittet med MRSA.

Der har også været en mindre stigning i antallet af personer, der er smittet med den særlige husdyrvariant af MRSA, CC398, der findes hos svin.

Her var der sidste år 1249 tilfælde mod 1173 tilfælde året før.

De fleste, der smittes med MRSA, er raske smittebærere, der ikke mærker noget til bakterien.

Personer, der er syge eller svækkede, risikerer dog at udvikle alvorlige infektioner, hvis de smittes med MRSA.

FAKTA: 3550 blev smittet med MRSA-bakterie i 2016

I 2016 der registreret 3550 nye tilfælde af personer, der er smittet med den resistente MRSA-bakterie.

Det er en stigning på 20 procent i forhold til året før og det højeste niveau i ti år.

Læs om bakterien her:

* MRSA står for Methicillin Resistente Staphylococcus Aureus. På dansk betyder det methicillinresistente stafylokokker.

* Stafylokokker er en naturlig del af bakteriefloraen hos cirka halvdelen af alle mennesker, og man kan ikke mærke, om man har stafylokokker for eksempel i næsen eller på huden.

* Det særlige ved MRSA er, at de er en type stafylokokker, der er resistente over for en række antibiotika, som ellers er standardbehandlingen mod stafylokokker.

* Blandt andet er de resistente over for methicillin, der er i familie med almindeligt penicillin.

* Infektionerne er vanskeligere at behandle end infektioner med almindelige stafylokokker og kræver behandling med meget specielle antibiotika.

* En rask person har kun lille risiko for at blive alvorligt syg af MRSA, men bakterien kan medføre betændelser, eksempelvis bylder og børnesår.

* Personer, der i forvejen er syge eller svækkede, har større risiko for at få alvorlige infektioner.

* En særlig variant af MRSA kaldes husdyr-MRSA eller MRSA CC398.

* Den rammer primært mennesker, der arbejder med levende svin.

Kilde: Statens Serum Institut.

92 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere