Uligheden vokser: Flere fattige og rige danskere

Medie: Antallet af økonomisk fattige danskere er næsten fordoblet de sidste 12 år, og det samme er antallet af personer, med indkomst på over en million kroner

Én ting har de rige til fælles med de fattige: Der bliver flere af dem.

Siden 2004 er antallet af økonomisk fattige nemlig steget markant, ligesom antallet af personer med a-indkomst på over én million kroner også er det. Der viser tal AE-Rådet og 3F har fundet, skriver Fagbladet 3F.

Antallet af økonomisk fattige er siden 2004 steget med 28.000 personer, mens antallet af personer med indkomst over én million er det steget med 22.000. Det er den tidligere fattigdomsgrænse, som fattige her er opgjort efter.

Ifølge AE-Rådets analysechef Jonas Schytz Juul ser vi i disse år kun toppen af isbjerget for antallet af fattige. Kontanthjælpsloftet er nemlig ikke slået fuldt igennem i statistikken endnu, da loftet først blev introduceret i slutningen af 2016.

- Vores forventning er helt klart, at tallet for fattige kun vil stige yderligere fremover. Her vil det særligt være børnene, det kommer til at gå ud over, siger Jonas Schytz Juul.

- Vi risikerer en fordobling af børnefattigdommen i Danmark, og det sker efter, at regeringen har indført nye fattigdomsydelser. Det vil sende tusindvis ud i fattigdom, siger han.

Ifølge seniorforsker Anne-Dorthe Hestbæk fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) så skyldes det stigende antal fattige blandt andet indførelsen af reformer, som begrænser øvrige ydelser for integration- og kontanthjælpsmodtagere.

- Baseret på, hvad man kan læse i andre analyser, ser det ud til, at det øgede antal økonomisk fattige har sin rod i en række reformer vedtaget af Folketinget. De reformer ser ud til at ”gøre de fattige fattigere”. Der er flere udsatte familier, herunder børnefamilier, hvis indkomster begrænses så meget, at de ligger under den grænse, man normalt opgør fattigdom til, siger Anne-Dorthe Hestbæk.

Den skæve udvikling er for 3F’s formand Per Christensen stærkt bekymrende, og han mener, at den skal vendes hurtigst muligt.

- Det er en uhyggelig udvikling. På den ene side oplever vi, at flere kommer i beskæftigelse i de her år. På den anden side er vi ved at sætte en hel gruppe af udviklingen. Vi ser nu resultaterne af flere års konsekvente nedskæringer på ydelser – både kontanthjælp og dagpenge, siger Per Christensen.

- Som jeg ser det, skal vi vende udviklingen på to fronter. Vi skal sikre de udsatte et fodfæste på arbejdsmarkedet. Men vi skal også sikre ydelser, man kan leve af, hvis man har brug for samfundets hjælp, siger Per Christensen.

105 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere