Ulv overlevede mødet med kofanger i Sønderjylland

Fund af hår ved kofanger bekræfter, at bilist påkørte en ulv i Sønderjylland. Ulven overlevede formentlig

En ulv blev tilbage i februar påkørt af en bil i Sønderjylland.

Ulven overlevede tilsyneladende mødet med kofangeren, skriver ulveatlas.dk, som Naturhistorisk Museum i Aarhus står bag.

Episoden fandt sted 3. februar om aftenen.

Bilisten påkørte et dyr og havde umiddelbart mistanke om, at der kunne være tale om en ulv.

Dyret blev ramt af højre side af bilens kofanger og forsvandt derefter ud over en mark.

Bilisten tog efterfølgende kontakt til Schweiss-registret, der næste morgen sendte to hundeførere og deres hunde ud for at lede efter det påkørte dyr.

De specialtrænede schweisshunde har en særlig evne til at opspore anskudt eller skadet vildt.

Hundene fandt dog ikke noget. Derfor formodes det, at dyret overlevede påkørslen.

Når forskerne med sikkerhed kan sige, at der er tale om en ulv - og endda det første bekræftede tilfælde af en ulv, der påkøres herhjemme - hænger det sammen med dna-spor.

Der blev fundet nogle hår ved kofangeren.

Disse hår er blevet analyseret, og det har vist sig, at hårene stammer fra en ulv.

Ud fra de begrænsede dna-spor har det dog ikke været muligt at slå fast, om der er tale om en ulv, som tidligere er set i Danmark eller et nyt individ fra Tyskland.

Ulven genindvandrede til den danske natur i 2012 efter næsten 200 års fravær.

Forskerne skønner, at der er mellem tre og fire ulve, som huserer i Jylland.

For nyligt kom det frem, at der er observeret tegn på et muligt nyt ulvepar i plantagerne øst for Ulfborg.

Det var også her, at et ulvepar slog sig ned i 2017 og fik et kuld hvalpe. En af hvalpene blev skudt og dræbt på en mark i foråret 2018.

Det udløste en retssag, som endnu mangler at blive afsluttet i landsretten.

15 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere