Ulykke på el-løbehjul: Du kan hænge på millionregning

KÆMPE GUIDE: Selv hvis du har en forsikring, risikerer du at hænge på regningen

72-årige Erik Elsgaard er ikke for gammel til at suse af sted på et elektrisk løbehjul. Video: Kristian Hansen

- Hvis ulykken er ude, forsikringen ikke er i orden, og man oven i købet har kørt ulovligt, giver det udover risikoen for invalidering også en økonomisk risiko i form af millionkrav, som vil tage mange år at betale tilbage.

Sådan siger Anja Lintrup Sørensen, konsulent i Forsikringsoplysningen, om de risici motorglade løbehjulsbrugere bør forholde sig til, før de triller af sted i trafikken.

Foreløbig udlejer to private virksomheder elektriske løbehjul i københavnsområdet med håb om at indtage flere landsdele. De er forpligtede til at have lovpligtig ansvarsforsikring på køretøjerne.

Forsikringen gælder dog kun, hvis et uheld går ud over tredjemand - altså ikke føreren af løbehjulet.

- Føreren er aldrig dækket af en ansvarsforsikring for motorkøretøjer. Her skal man selv have en ulykkesforsikring, og den er ikke lovpligtig.

Elektriske løbehjul er smarte og hurtige, men langtfra ufarlige, vurderer flere. Foto: Linda Johansen Samfund - 3. mar. 2019 - kl. 13:35 Overlæge: El-løbehjul giver knoglebrud og knubs

Her dækker ulykkesforsikring ikke
Kommer du eller dit barn galt af sted risikerer du altså selv at bære de økonomiske omkostninger, hvis I for eksempel bliver invaliderede eller har brug for støtte til genoptræning eller lignende.

En ulykkesforsikring giver altså tryghed, men ingen garanti, påpeger Anja Lintrup Sørensen.

Du kan for eksempel få store problemer, hvis du eller dit barn ikke bruger løbehjulet reglementeret. Er du som udgangspunkt forsikret mod ulykker, kan forsikringsselskabet nemlig finde på at hugge bremsen i, hvis man selv har opført sig tosset.

- Ved en ulykkesforsikring er det en generel undtagelse, at den ikke dækker ved grov uagtsomhed eller strafbare handlinger.

Carl Pedersen her er 18 år og må lovligt køre på el-løbehjul. Men det gør rigtig mange børn, som ikke er gamle nok, også. Foto: Linda Johansen Samfund - 4. mar. 2019 - kl. 22:48 Mindreårige kører ulovligt på el-løbehjul

Børn skal være fyldt 15 år for at køre alene på et elektrisk løbehjul. Derudover må man kun køre én på et løbehjul, holde sig på cykelstien og hverken være fuld eller påvirket af narkotika.

Alligevel har Ekstra Bladet gentagne gange observeret mindreårige ræse af sted - også op mod tre ad gangen - ligesom parker, fortove og pladser bliver anvendt i stor stil.

Regler for elektriske løbehjul

- Elektriske løbehjul, der er tilladt i trafikken, må højst kunne køre 20 km/t. med motorkraft alene. Løbehjul, der kan køre hurtigere end 20 km/t., er IKKE tilladt i trafikken. 

- Der må ikke være noget sæde på løbehjulet. 

- Løbehjulet skal være CE-mærket. Det må højst veje 25 kg, være maks to m langt og 70 cm bredt.

- Løbehjulet skal være forsynet med en rød refleks bagpå, en hvid refleks foran og gule eller hvide reflekser på hver side. Reflekserne skal være godkendte og opfylde samme krav som reflekser på cykler.

- Du skal køre med lys på hele døgnet. Du skal have en hvid lygte foran og en rød lygte bagpå. Lygterne skal sidde på løbehjulet og være tydeligt synligt på mindst 300 meters afstand. 

- Du skal følge cykelreglerne, og du skal køre på cykelstien, hvor der er cykelsti.

- Du skal være fyldt 15 år.

- Børn under 15 år må kun køre på elektrisk løbehjul i trafikken, hvis barnet er sammen med en voksen på 18 år eller derover, som har kontrol over barnets kørsel. På lege- og opholdsområder er der dog ikke krav om, at børn, der kører på elektrisk løbehjul, skal være sammen med en voksen.

- Promillegrænsen er 0,5 og der er nulgrænse for ulovlige stoffer.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik

Kan nægte forsikring
Måtte børn i den situation komme til skade, vurderer Anja Lintrup Sørensen, at det ville kunne skade deres muligheder for at blive dækket.

- Forsikringsselskabet kunne eventuelt nægte at udbetale forsikring eller kræve den tilbage.

I modsætning til flere steder i udlandet, er der i Danmark heldigvis endnu ikke sket hverken alvorlige uheld eller dødsulykker ved brug af elektriske løbehjul, som herhjemme blev tilladt i midten af januar.

Blandt andet derfor har forsikringsselskaberne ikke nogen praksis på området at læne sig opad.

- Så det er for tidligt at sige noget om, hvordan de problematikker vil blive behandlet af forsikringsselskaberne.

Elektriske løbehjul er smarte og hurtige, men udlejes ifølge Københavns Kommune ikke lovligt. Foto: Linda Johansen Samfund - 5. mar. 2019 - kl. 17:55 Tordner mod el-løbehjul: I strid med reglerne

Når du skader andre
Når man kører på et elektrisk løbehjul, udsætter man ikke kun sig selv for fare. Er løbehjulet lejet, påhviler det udlejer at tegne en lovpligtig ansvarsforsikring.

Og kører du reglementeret, vil du dog næppe få regningen for eksempelvis at køre ind i en anden person eller bil.

- Det korte svar er, at hvis man skader andre under kørsel på et løbehjul, er de sikret en erstatning, uanset om forsikringen er der eller ej. Det sker via DFIM (Dansk Forening af International Motorkøretøjsforsikring, red.), siger Anja Lintrup Sørensen.

Sikret af garantifond

DFIM er en garantifond for uforsikrede eller ukendte motorkøretøjer, der forvolder skade i Danmark, og for udenlandske motorkøretøjer, som forvolder skade i Danmark.

Hvis en borger bliver udsat for en skade forvoldt af et ukendt eller uforsikret motordrevet køretøj, en speedbåd, vandscooter, hund eller hest, aktiveres en af forsikringsbranchens garantifonde som et sikkerhedsnet og dækker den tilskadekomne økonomisk.

Kilde: Forsikring og Pension

Har DFIM betalt erstatning i en sag, hvor udlejer ikke har været forsikret, vil udlejer i et sådant tilfælde få et krav om tilbagebetaling fra DFIM.

Dødsulykker i udlandet

Mere end 1500 patienter er i USA blevet behandlet for skader som følge af kørsel på el-løbehjul, skriver Ingeniøren.

Det viser en opgørelse udarbejdet af forbrugerforeningen Consumer Reports, som har indhentet oplysningerne fra 110 forskellige hospitaler på tværs af 47 amerikanske byer, som havde fået udlejnings-løbehjul.

Det reelle tal formodes at være højere. Skaderne omfatter alt fra hjernerystelse til kraniebrud.

I Frankrig blev blev fem dræbt og 284 såret på rulleskøjter og løbehjul i 2017. Det har fået bystyret i Paris til at overveje krav om kørekort til el-løbehjul.

Hvis føreren af løbehjulet har opført sig groft hensynsløst eller kører ulovligt, kan regningen dog blive sendt tilbage til føreren.

Tjek forhold
Kører dit barn ulovligt på et elektrisk løbehjul, slår et andet menneske ihjel eller smadrer en bil i trafikken, kan barnet ifalde erstatningsansvar. Du risikerer dog selv at skulle punge ud. Den såkaldte forældrehæftelse betyder, at hvis et barn er skyld i en skade, kan den, det er gået ud over, kræve en erstatning på op til 7500 kroner pr. skadegørende handling af den, der har forældremyndigheden.

Anja Lintrup Sørensen råder derfor alle, der agter at leje elektriske løbehjul, til at tjekke egne og løbehjulsudlejernes forsikringsforhold.

72-årige Erik Elsgaard er ikke for gammel til at suse af sted på et elektrisk løbehjul. Foto: Linda Johansen Samfund - 3. mar. 2019 - kl. 13:18 72-årige Erik vild med el-løbehjul

I Danmark er der foreløbig to udlejere af elektriske løbehjul, som indtil videre har indtaget københavnsområdet. Svenske Voi oplyser tydeligt sine brugere om, at der er tegnet lovpligtig ansvarsforsikring på deres køretøjer - det fremgår af deres app.

Hos Tyske Tier kan man ikke læse sig til forsikringsforholdene, men foretagendets vækstansvarlige Noah Kruse skriver i en mail til Ekstra Bladet, at Tier overholder alle nødvendige forsikringslove.

Hvilket forsikringsselskab Tier benytter sig af, ønsker han ikke at oplyse, men han påpeger, at Tier hele tiden 'arbejder på gennemsigtighed på alle fronter'.

Sådan gør du

doc74aj0vhaerk1ayg88oqa.jpg 

Download en app, indtast dine kreditkortoplysninger, og find det nærmeste løbehjul.

Det låser du op ved hjælp af appen, og så er det af sted.

Det koster et startgebyr på 10,50 kr. hos de to udlejningsfirmaer, som indtil videre findes herhjemme.

Herefter er prisen 1,50 kr. i minuttet.

103 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere