Under 100 dage til OL: Japan vil erklære undtagelsestilstand

Den japanske regering forventes at erklære undtagelsestilstand i balndt andet Tokyo med under 100 dage til OL

Fire regioner i Japan forventes at blive lukket ned. Foto: Kazuhiro Nogi/Ritzau Scanpix
Fire regioner i Japan forventes at blive lukket ned. Foto: Kazuhiro Nogi/Ritzau Scanpix

Den japanske regering forventes at erklære undtagelsestilstand i regionerne Tokyo, Osaka, Kyoto og Hyogo startende søndag 25. april.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Reuters bliver det offentliggjort fredag af den japanske premierminister Yoshihide Suga.

Undtagelsestilstanden forventes at løbe i tre uger frem til 11. maj, og den kommer med under 100 dage til, at De Olympiske Lege løber af stablen i netop Tokyo.

Under nedlukningen vil man pålægge barer, restauranter, karaokebarer, der serverer alkohol, at lukke. Store sportsbegivenheder vil blive afholdt uden tilskuere.

Større butikker på over 1000 kvadratmeter bliver også pålagt at lukke.

Tredje gang
Det vil være tredje gang, der bliver erklæret undtagelsestilstand i Japan, og den her gang går den ind over en periode med helligdage, der er normalt nogle af de mest travle rejsedage i landet.

- Vi er nødt til at begrænse, hvordan folk bevæger sig rundt, og må gøre det beslutsomt. Vi har brug for kraftfulde, korte og fokuserede foranstaltninger, siger den japanske økonomiminister Yasutoshi Nishimura.

Antallet af smittede er steget i Japan de seneste tre ugen, og selvom de har haft et lavere antal corona-tilfælde end andre lande, lukker de nu ned igen for at bremse den stigende smitte.

Ifølge Kyodo News har premierminister Yoshihide Suga fortalt, at den tredje nedlukning ikke kommer til at få en indflydelse på planlægningen af de Olympiske Lege og Paralympiske Lege.

De Olympiske Lege starter 23. juli blot 72 dage før undtagelsestilstanden forventes at stoppe.