Unge i måling: Hilser ny job-type velkommen

Unge danskere ser positivt på muligheden for at arbejde igennem en platform i stedet for at have et fast job.

Kantineordning og en god pensionsopsparing i et fast 8-16 job er tilsyneladende ikke noget, der betyder så meget for de unge, som er på vej ind på arbejdsmarkedet.

 

Fire ud af ti af de unge i aldersgruppen 18-29 år ser det som en positiv udvikling, at man kan udbyde sin arbejdskraft på en digital platform og arbejde fra opgave til opgave.

 

I samme aldersgruppe synes mindre end to ud af ti, at det er en dårlig udvikling. Det viser en ny, repræsentativ undersøgelse blandt 1.087 danskere, som Analyse Danmark har lavet for Avisen.dk. Jo ældre man er, jo mere skeptisk er man generelt over for den udvikling, viser undersøgelsen.

 

Såkaldt platformsarbejde er så nyt i Danmark, at vi ikke ved så meget om, hvordan det bliver brugt endnu, pointerer Mette Lykke Nielsen, der er lektor på Center på Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet.

 

- Men noget tyder på, at de unge bruger platformene til at få adgang til en supplerende lønindtægt, for eksempel mens de studerer eller har andre former for indtægter. Hvis det er tilfældet, så kan den store grad af fleksibilitet i forhold til, hvordan arbejdets opgaver udføres og organiseres godt være en kortsigtet fordel for dem, siger hun til Avisen.dk.

 

Ifølge undersøgelsen kan en del af de unge godt forestille sig et arbejdsliv, hvor de arbejder fra opgave til opgave via en digital platform. Hos HK kalder formand Kim Simonsen det et ”sundt tegn”, at de unge tager teknologien med sig ud i arbejdslivet. Men det giver fagbevægelsen en ny opgave.

 

- Vi må se på, hvordan vi kan sørge for, at der også er rettigheder og vilkår som gør, at vi ikke laver et proletariat ovre på de nye platforme, siger Kim Simonsen til Avisen.dk.

 

På platformen meploy er langt de fleste studerende, som tager småjobs ved siden af SU'en.

 

- Det giver dem større muligheder for at kontrollere deres egen tid, samtidig med at de kan få erfaring fra forskellige fagområder. De fleste vil fortsat få et fuldtidsjob med kontrakt og fast arbejdsplads på lang sigt, og ser mere på platformene som en god måde at supplere sin indkomst, siger stifter Michael Bugaj, der også er bestyrelsesmedlem i foreningen Sharing Economy DK, til Avisen.dk.

 

Når man arbejder igennem en platform, kan det være umuligt at lægge planer for fremtiden og skabe økonomisk tryghed, vurderer Mette Lykke Nielsen.

 

- Det er først for alvor, når de unge begynder at etablere sig, får børn og skal tage lån i banken, at konsekvenserne af platformsarbejdet for alvor begynder at ramme dem socialt og økonomisk, siger hun til Avisen.dk.

 

I Analyse Danmark-undersøgelsen blev folk spurgt: "Hvis flere danskere begynder at udbyde deres arbejdskraft via deleøkonomiske tjenester, vil du så synes godt eller dårligt om denne udvikling?" 40 procent af de 18-29-årige synes, at det vil være en god udvikling. Det samme gør kun 23 procent i aldersgruppen 50-59 år.

 

24 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere