Universitet undersøger forsker bag genmanipulerede tvillinger

Kinesisk forsker hævder, at han har genmanipuleret tvillingpiger, der blev født i denne måned

Et kinesisk universitet meddeler mandag, at det har indledt undersøgelser af en forsker, som hævder, at han har ændret generne hos tvillinger født tidligere i denne måned.

Forskningsprojektet, som kaldes uetisk af vestlige forskere, skal have fundet sted på Det Sydlige Universitet for Videnskab og Teknologi i Shenzhen i det sydlige Kina.

Universitetet siger, at det ikke har haft kendskab til forskningsprojektet, og at den pågældende forsker, He Jiankui, er sendt på tvungen orlov uden løn.

Hans arbejde er en "alvorlig krænkelse" af den akademiske verdens etik og normer, skriver universitetet.

Erklæringen fra det kinesiske universitets ledelse er blevet udsendt, efter at He Jiankui lagde fem videoer op på en hjemmeside om sin genredigeringsteknologi, der er kendt som CRISPR-Cas9, og som han anvendte til at ændre på tvillingpigernes gener.

Redigeringsprocessen, som han kalder "genkirurgi", var "så sikker som det var hensigten." Han siger, at pigerne er lige så sunde som andre babyer.

Det har ikke været muligt at efterprøve hans påstande.

CRISPR-Cas9 er en teknologi, som gør det muligt for forskere at "cut-and-paste dna", hvilket har styrket håbet om at kunne kurere sygdomme med genetik. Men der er udbredt bekymring omkring etik og sikkerhed.

- Hvis det er sandt, er dette eksperiment uhyrligt, siger Julian Savulescu, som er direktør for Oxford Uehiro Center for Praktisk Etik på Oxfords Universitet.

3 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere