Universiteter genåbner med forskudte mødetider og håndsprit

En blanding af fysisk og onlineundervisning kommer til at sætte rammen for efterårets studiestart

Universiteterne kommer i stort omfang til at regulere, hvornår og hvor længe studerende opholder sig på universitetets område. Forskudte mødetider bliver et af værktøjerne. (Arkivfoto) Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix
Universiteterne kommer i stort omfang til at regulere, hvornår og hvor længe studerende opholder sig på universitetets område. Forskudte mødetider bliver et af værktøjerne. (Arkivfoto) Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix

Når landets videregående uddannelser om nogle uger tager imod omkring 70.000 nye studerende, så bliver der også mulighed for at byde gamle studerende velkommen på skolens område.

Fra 1. august er det nemlig op til uddannelsesinstitutionerne selv at bestemme, hvor mange og hvilke studerende der skal tilbage til fysisk undervisning fra efterårssemestret.

Det fremgår af en bekendtgørelse fra Sundheds- og Ældreministeriet.

Det bliver dog ikke uden restriktioner. Ifølge retningslinjerne, som er udarbejdet af sundhedsmyndighederne i samarbejde med institutionerne, er der for eksempel en anbefaling om en meters afstand.

Og så skal antallet af personer, som er til stede på universitet samtidig, så vidt muligt begrænses.

På nogle af landets største universiteter er man i øjeblikket i fuld gang med at få styr på, hvordan der kan blive plads til så mange studerende som muligt under de bedst mulige forhold.

På Syddansk Universitet (SDU), der både har afdelinger i Odense, Esbjerg, Kolding, Sønderborg, København og Slagelse, medfører det forskudte mødetider, en blanding af fysisk og onlineundervisning og masser af håndsprit.

Desuden skal man bruge sit studiekort for at blive lukket ind på universitetet. På den måde kan SDU holde øje med, hvor mange der er samlet på campus på samme tid, siger studiechef Annette Lund.

Også på Roskilde Universitet (RUC) er man meget opmærksom på afstand og god hygiejne.

Universitetsdirektør Peter Lauritzen estimerer, at omkring trefjerdedele af undervisningen vil foregå fysisk på universitetet, og det er for at få så mange tilbage på campus som muligt.

- Hele vores uddannelsesmodel bygger på, at man er et hus - et hold - på omkring 120 studerende, og de har typisk meget med hinanden at gøre.

- Der bliver vi nødt til at dele det mere op og sørge for, at man er der på forskudte tidspunkter for at opretholde afstandskrav og rengøringskrav, siger han.

De seneste uger er der flere steder i landet set en stigning i antallet af nye smittede med coronavirus.

Eksempelvis blev fem statskundskabsstuderende ved Aarhus Universitet testet positive for coronavirus efter et arrangement forud for studiestart.

På trods af dette har vicedirektør Kristian Thor ved Aarhus Universitet tiltro til, at de forskellige tiltag vil virke.

- Hvis tingene væsentligt ændrer sig, vil jeg bestemt ikke afvise, at vi skal sætte andre tiltag i værk, siger han og fortæller, at også her vil der blive vekslet mellem fysisk og onlineundervisning.

- Vores ambition er, at alle studerende får tid på campus fra studiestart, siger Kristian Thor.

Uddannelsesområdet var oprindelig en del af genåbningens fase 4, som skal genforhandles 12. august.

FAKTA: Studerende får igen undervisning på campus

I disse uger er uddannelser over hele landet i gang med at få overblik over, hvordan de igen vil tage imod studerende og medarbejdere efter mange måneder med begrænset aktivitet.

Nogle af dem, der er i gang, er de videregående uddannelser, som blandt andet vil indføre forskudte mødetider for at gøre plads til så mange studerende som muligt.

Det gør de for at kunne leve op til sundhedsmyndighedernes retningslinjer.

Her er et udpluk af retningslinjerne for videregående uddannelser:

* Det anbefales, at der er nem adgang til håndsprit og håndvask - eksempelvis ved ankomst og afgang fra uddannelsesstedet. Der skal også være fokus på hyppig rengøring.

* Det skal begrænses, hvor mange personer der er til stede på uddannelsesinstitutionerne på samme tid. Det kan for eksempel ske ved at gøre holdene mindre og fordele aktivitet over døgnet.

* Der er en generel anbefaling om én meters afstand. Men den kan fraviges i de tilfælde, hvor det vurderes nødvendigt for undervisningen. Der skal også holdes én meters afstand på fællesarealer og i store auditorier.

* En gruppe må omfatte cirka 25 til 30 studerende, og det skal være udgangspunktet for alle aktiviteter.

* Hvis de studerende har flere fag med forskellige grupper, hvor det er nødvendigt at fravige fra kravet om én meter, kan de studerende i stedet bære mundbind eller visir.

Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet.

0 kommentarer
Vis kommentarer