Ups! Glemte at bygge 111 kvadratmeter

Man skulle umiddelbart tro, at det er en dårlig joke, men den er god nok. De glemte simpelthen at bygge 111 kvadratmeter ungdomsbolig i Kolding

Lejerbo Koldings nye bygning med 27 ungdomsboliger på Teglgårdsvej 21 lige over for Designskolen på Skamlingvejen. Foto: Sys Andersen/JydskeVestkysten
Lejerbo Koldings nye bygning med 27 ungdomsboliger på Teglgårdsvej 21 lige over for Designskolen på Skamlingvejen. Foto: Sys Andersen/JydskeVestkysten

Det var oprindeligt meningen, at det nye ungdomsbolig-byggeri i Kolding samlet skulle være på 1200 kvadratmeter og have 27 lejligheder, hvoraf de 15 skulle være toværelseslejligheder.

Det skriver dagensbyggeri.dk.

Nu står byggeriet færdigt, og Koldings ungdom må se langt efter de toværelseslejligheder. De er nemlig forsvundet, sammen med 111 kvadratmeter, i de stakke af papirer, som indeholder tilladelsen til byggeriet. Det forklarer Bent Jacobsen, der er formand for Lejerbo Kolding, til Ekstra Bladet.

- Vi måtte ikke bygge mere på grunden end de 1089 kvadratmeter. Byggegrunden var inde mellem to andre bygninger, og i de tilfælde må man ikke bygge mere end 30-40 procent på grunden. Vi havde bare glemt, at der var anført to forskellige størrelser på byggeriet på to forskellige ansøgninger.

Problemet med byggeriet i Kolding opstår mellem to skemaer, skema A og B. For der stod én ting i Skema A, blandt andet at byggeriet skulle være på 1200 kvadratmeter og have toværelseslejligheder.

Dette stod der også i Skema B, men nu var der tilføjet tegninger af byggeriet. Man har bygget ungdomsboligerne efter tegningerne, og ikke teksten. Den beslutning har efterladt Koldings ungdom med færre kvadratmeter.

Der manglede da ikke noget
Man skulle umiddelbart tro, at bygherrerne, inklusive Bent Jacobsen, ville opdage undervejs, at der ligesom manglede et eller andet væsentlig ved byggeriet. Sådan gik det bare ikke lige, for man opdagede først fejlen langt senere i byggeprocessen.

- Ingen tænker over det, da vi byggede huset, for det var jo som på tegningerne fra ansøgningsskema B. Det er først ved opmåling af byggeriet, at man opdager, at der egentlig havde stået 1200 kvadratmeter på ansøgningsskema A, men at byggeriet endte på 1089 kvadratmeter, forklarer Bent Jacobsen.

- Havde I virkelig ikke tænkt, da I stod midt i projektet, 'der mangler da noget her, måske et ekstra rum, lidt flere kvadratmeter?

- Nej, og det er det, der er så mystisk for mit eget vedkommende, for jeg følger meget med i de her byggeprojekter. På de tegninger, som beskrev byggeriet, der var der jo kun etværelses. Mange af os havde jo fuldstændig glemt, hvad der stod i skema A, da vi stod med skema B et år efter. Jeg har faktisk aldrig set en tegning med torumsboliger i processen, de var jo ikke på Skema A, for så var det her aldrig sket, griner Bent Jacobsen.

Kolding Kommune har heldigvis intet problem med, at de mangler ungdomsboliger med to værelser og i alt 111 kvadratmeter.

- Kommunen har i andre byggesager sagt til os, at de ikke var interesserede i torumsboliger. De har da efterfølgende udtalt, at det er en lidt uheldig sag, men at de er glade for at det hele blev til etrumsboliger, afslutter Bent Jacobsen.

Se også: Dansk firma vil 3D-printe etagebyggerier i 2021

Se også: Milliard-projekt skrottet: Bykonge dropper enormt vandland

75 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere