Svensk politi har modtaget mindst 60 anmeldelser om stenkast på E6- og E65-strækningen fra Malmø mod Ystad, hvor færgen til Bornholm sejler fra.
Kastene har primært været rettet mod biler med danske nummerplader, og derfor tog Ekstra Bladet fredag turen ad E65 for at tale med forskellige danskere.
Torsdag kaldte den danske justitsminister hændelserne for 'vanvittigt og direkte livsfarligt' og sagde samtidig, at han forventede, at de svenske myndigheder tager sagerne meget alvorligt.
Fredag kunne Ekstra Bladet konstatere, at det svenske politi var talstærkt til stede langs vejen mod Ystad. På næsten alle sideveje til E65 holdt det svenske politi, og deres massive tilstedeværelse gik ikke ubemærket hen.
Ville tage anden rute
Vi mødte Lis og Ole Juel Haugstrup på den første rasteplads i Sverige før ruten ad E6 og E65. De var på vej til Bornholm på motorcykel, og de havde begge læst om de mange stenkast mod danskere.
- Vi kører turen, og hvis vi ser noget, skifter vi vejbane. Der er ikke andet at gøre, siger Lis, da Ekstra Bladet spørger, hvordan de har det før afgang.
- Vi fylder ikke så meget jo, så de skal være lidt mere præcise med deres kast, supplerer Ole med et grin.
- Selvom sandsynligheden for at blive ramt ikke er stor, er I så alligevel nervøse?
- Selvfølgelig tænker jeg over det, og jeg har da også spurgt Ole, om vi ikke kunne tage en anden rute, men som han siger, vi skifter bare vognbane og holder øje, siger Lis.
- Hvad tænker du om, at det her er sket så mange gange?
- Jamen det må være folk, der er syge i hovedet, jo. Andet kan jeg ikke sige, siger Ole Juel Haugstrup.
Fuldstændig vanvittigt
Vi nåede kort at fange 28-årige Morten Stampe, der var på vej ombord på færgen til Bornholm. Også han havde læst om de farlige stenkast mod danske bilister.
- Jeg tænkte, at der ikke var så meget at gøre ved det. Man tænkte lidt over det på vejen. Der var rigtig meget politi, siger han til Ekstra Bladet.
- Hvilken effekt havde politiets tilstedeværelse, synes du?
- Man skal da have fat i dem, så det var kun rart at se, at de arbejdede på det.
- Hvad tænker du om, at der har været så mange anmeldelser om stenkast mod bilister på strækningen?
Det er fuldstændig vanvittigt. Det er enormt store skader, man kan få lavet på alle mulige mennesker, og man har ingen idé om, hvem det er, der kommer kørende i bilen. Det er helt forfærdeligt.
- Nu er du ved færgen. Hvordan har du det nu?
- Jamen jeg har det fint. Mere nervøs har jeg ikke været, siger Morten Stampe.
Helt ubegribeligt
75-årige Knud Damsgaard bor på Bornholm og var på vej hjem fra sin kæreste i Jylland, da vi mødte ham ved færgen.
- Jeg gjorde mig nogle tanker om, at det kunne være farligt, det her. Men jeg skulle jo hjem, og da det er lige så farligt at køre nede på den sydlige rute, altså strandvejen, så måtte jeg prøve at liste mig igennem her.
- Som bornholmer har du kørt ruten mange gange. Hvordan er det pludselig at opleve denne utryghed?
- Det er meget ubehageligt. Man prøver jo at holde øje med ting omkring én, men man kan jo ikke se noget. Der kunne jo være 100 inde i buskene og langs vejene, og du kan ikke se en pind, siger Knud Damsgaard, der talte hele ni politibiler langs strækningen.
- Det har jeg aldrig set før. Det gav noget tryghed, for man kunne se, at der blev holdt øje.
- Hvad tænker du om det, der er sket på strækningen den seneste tid?
- Jeg kan ikke forstå, hvad der ligger bag det. Det er helt ubegribeligt. Det er totalt uforståeligt. Det må være en mere eller mindre syg person, slutter Knud Damsgaard.
Svensk betjent: Alle skal være trygge
På en rasteplads tæt på Ystad mødte vi den svenske betjent Adam Adyel, der skulle bruge hele sin arbejdsdag på at være til stede og holde vagt ved E65.
- Det er rigtigt. Vi arbejder på en særlig sag, hvor der er blevet kastet sten hovedsageligt mod danske bilister. Vi er her for at være synlige. Alle skal føle sig trygge på vejen, og vi håber på at få fat på dem, der har gjort det her.
- Hvad gør I for at finde gerningsmændene?
- Jeg kan sige, at vi gør en aktiv indsats for at finde de individer, som kaster sten, og i det ligger der også et forebyggende arbejde ved at være synlige på vejene, siger betjenten, der ikke har fået nogen besked om, hvor mange dage de skal fortsætte med at være så talstærkt til stede ved vejene.
- Men jeg ved, at der kommer til at være mange politibiler i denne weekend, siger Adam Adyel fra det svenske politi.