USA afslører Grønland-planer

USA forventes torsdag at offentliggøre planer om investeringer og øget diplomatisk tilstedeværelse i Grønland

USA ventes torsdag at annoncere investeringer for 82 millioner kroner i Grønland. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
USA ventes torsdag at annoncere investeringer for 82 millioner kroner i Grønland. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

USA ventes torsdag at annoncere en investering i Grønland på mindst 12 millioner dollar. Det svarer til 82 millioner kroner.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Nyhedsbureauet citerer både amerikanske og europæiske diplomater for, at meldingen ventes torsdag.

Forventningen er, at den amerikanske præsident Donald Trumps administration også vil annoncere en øget diplomatisk tilstedeværelse i Grønland.

Det skal ske med åbningen af et nyt kontor for international udvikling, som skal ligge i det nye amerikanske konsulat i Nuuk, som USA er i færd med at åbne.

Torsdag ventes også den grønlandske regering, Naalakkersuisut, at melde noget ud om samarbejdet, skriver AP.

Allerede først på ugen annoncerede den amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, at USA snart ville poste penge i Grønland.

Hun har ifølge AP oplyst, at USA ville tilbyde 'en betydelig økonomisk hjælpepakke' til Grønland, som er USA's 'foretrukne partner i Arktis'.

Onsdag lød det i flere medier, at investeringen ville lyde på 82 millioner kroner. Pengene skal gå til turisme, råstoffer, uddannelse og engelskundervisning, erfarede det grønlandske medie KNR onsdag.

Ifølge KNR's oplysninger manglede der onsdag stadig en endelig politisk behandling af sagen.

Meldingerne om den kommende amerikanske investering i Grønland kommer, mindre end et år efter at Trump udtrykte interesse for at købe Grønland.

Forslaget blev som bekendt blankt afvist af både grønlandske og danske politikere. Men alligevel har USA fortsat planerne om at åbne et nyt konsulat i Grønland.

I december oplyste Udenrigsministeriet, at det havde accepteret USA's planer at åbne det nye konsulat.

USA har ikke haft et permanent konsulat i Grønland siden 1953.

Den amerikanske interesse i Grønland skyldes blandt andet, at USA på den militære front især er bekymret for Rusland, der er i færd med at styrke sine baser i Arktis.

760 kommentarer
Vis kommentarer