USA-ekspert: Cuba er gået i seng med en elefant

Goddag-goddag: Nogle konflikter bliver efter mange år komplet absurde. Sådan er det også gået med konflikten mellem USA og Cuba, siger Jørgen Dragsdahl

Se den historiske episode her. (Video: AP)

Hvis der er noget, som Barack Obama har savnet i sin periode som præsident for USA, så er det et regulært håndtryk, der kan sende ham direkte ind i historiebøgerne på det udenrigs-politiske område.

Richard Nixon fik åbnet vejen til Kina, Ronald Reagan væltede muren til Østeuropa og Bill Clinton genskabte forbindelserne til det krigshærgede Vietnam.

Fredag aften fik Obama så sit eftertragtede håndtryk fra en lille mand i mørkt jakkesæt, hvid skjorte og rødt slips.

Efter mere end 50 års nervekrig mellem USA og Cuba, hilste Obama og Cubas præsident Raul Castro pænt på hinanden under topmødet Summit of Americas i Panama.

De rydder op
For journalisten, forfatteren og USA eksperten Jørgen Dragsdahl er der ingen tvivl om, at der er tale om et stort og historisk møde.

Men at bruge overskrifter som ’Nu er den kolde krig begravet’ er en tand for meget, mener Dragsdahl.

- Det er en floskel. Den kolde krig blev begravet for 25 år siden. Vi er nu vidne til en oprydning efter den kolde krig. Nogle konflikter bliver efter mange år komplet absurde.

Sådan er det også gået med konflikten mellem USA og Cuba, siger Jørgen Dragsdahl til Ekstra Bladet.

USA-ekspert Jørgen Dragsdahl. (Arkivfoto: Simon Fals)
USA-ekspert Jørgen Dragsdahl. (Arkivfoto: Simon Fals)
 

USA-eksperten fortsætter:

- Præsident Obama har vist en stor vilje til at gøre noget politisk risikabelt. Han kan ikke genvælges og derfor har han givetvis også tænkt på sin plads i historie-bøgerne. Nu bliver han manden, som fik åbnet døren til Cuba.

- Samtidig er åbningen til Cuba en politisk sejr for Obama, fordi han får sendt et klart signal om, at ’blød magt virker.’ Ved at bruge kulturel, politisk og økonomisk magt kan man godt få indflydelse.

Mange forandringer
- Hvorfor kommer opblødningen lige nu?

- Obama gjorde allerede i sin valgkamp op med den tankegang, at USA´s anerkendelse og tilnærmelse er noget, man skal gøre sig fortjent til. Han begyndte både at tilnærme sig Cuba og Iran. Samtidig er der skete mange forandringer på Cuba, som har gjort det hele noget nemmere.

Fidel Castro har trukket sig og Raoul Castro har ikke lagt skjul på, at han ønsker reformer, fastlår Jørgen Dragsdahl.

- Hvad tror du, at åbningen mellem USA og Cuba kommer til at betyde på kort og langt sigt?

- Cuba er gået i seng med en elefant. Et lille land som Cuba, som ligger så tæt på kæmpe USA, vil uvilkårligt blive påvirket meget. Der er allerede sket mange forandringer på Cuba, men nu vil de ske langt hurtigere og voldsommere.

- Da jeg hørte, at Obama og Castro mødtes, udbrød jeg: Satans også. Nu fik jeg ikke besøgt Cuba i tide.

Landet har siden slutningen af 50-erne befundet sig i en tidslomme - næsten fastfrosset i tiden - og det ville jeg gerne have oplevet.

Det kan være, at der for alvor kommer ild på havaneseren - og at det bliver tilladt at indføre Cuba-cigarer til USA igen. (Foto: AP)
Det kan være, at der for alvor kommer ild på havaneseren - og at det bliver tilladt at indføre Cuba-cigarer til USA igen. (Foto: AP)
 

 

62 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere