George Floyds død vil blive skrevet ind i historiebøgerne.
Sådan lyder vurderingen fra USA-ekspert og professor på SDU Jørn Brøndal, efter at der sent tirsdag aften dansk tid faldt dom i sagen.
Den forhenværende politibetjent Derek Chauvin blev kendt skyldig i drabet på den 46-årige afroamerikaner under en anholdelse i Minneapolis i maj sidste år.
Det er endnu uvist, hvor mange års fængsel Chauvin vil få, men straffen kan blive op til flere årtier lang.
- Afgørelsen på den sag var afventet med enorm spænding, blandt andet fordi den kommer i kølvandet på nogle af de største raceprotester i USA's historie, fortæller Jørn Brøndal.
Artiklen fortsætter efter billedet ...
Alle er skabt lige
Professoren tilføjer, at retssagen i høj grad kom til at handle om teknikaliteter omkring, hvordan George Floyd døde.
- Men i baggrunden lurede det hele tiden, at sagen handlede om langt mere end det. Den handlede om ting, der går helt tilbage til grundlæggelsen af nationen, fortsætter han.
- I Uafhængighedserklæringen står der, at alle mennesker er skabt lige, og at alle mennesker har retten til frihed, retten til at stræbe efter lykke og retten til liv.
- Retssagen bringer ikke Floyd tilbage, men Black Lives Matter-demonstrationerne, som brød ud på ny efter hans død, handler netop om retten til liv, og sagen kom til at handle om meget af det, det sorte USA er frustrerede over. Nemlig at de føler, at de er blevet forskelsbehandlet gennem historien og stadig bliver det.
Netop derfor ser mange afroamerikanere og amerikanere i det hele taget dommen som 'et skridt i en retning af mere retfærdighed', vurderer Jørn Brøndal.
Artiklen fortsætter efter billedet ...
Biden: 'Et gigantisk skridt'
Noget lignende lød fra den amerikanske præsident, Joe Biden, i en tale efter domsafsigelsen.
- Dette kan blive et gigantisk skridt mod retfærdighed i USA, sagde han således.
Professor Jørn Brøndal sætter streg under ordet 'kan'.
- Den symbolske betydning af dommen er enorm. Spørgsmålet er, hvor meget sagen kommer til at betyde i praksis, og hvilke forandringer man kan forvente som følge af sagen.
- Man har talt meget om, at der er en splittelse iblandt den amerikanske befolkning. Kan den her dom føre til en øget splittelse, eller vil den føre til forsoning?
- Der har allerede været nogle meldinger fra højrefløjen om, at de ikke nødvendigvis er tilfredse med den her dom. Men jeg tror alligevel, at måske var der tale om et slags nybrud sidste år, da Black Lives Matter demonstrerede, siger Jørn Brøndal.
- Uanset hvad er der ingen tvivl om, at den her sag vil blive husket.