USA og Kina nærmer sig våbenhvile

Aftalen kan lægge grund for en bredere handelsaftale, som senere i år kan underskrives af de to landes ledere

USA's finansminister, Steven Mnuchin, siger på et pressemøde fredag, at han har haft to dages "produktive" forhandlinger om handel med en delegation fra Kinas regering.

Ifølge andre kilder skal der være indgået en delvis aftale om handel mellem parterne.

- Vi har haft to produktive dage med drøftelser, siger Mnuchin, en time før at Kinas vicepremierminister, Liu He, mødes med præsident Donald Trump.

- Vi vil fremsætte flere erklæringer, efter vi har haft mødet med præsidenten.

Ifølge finansmediet Bloomberg News har parterne indgået en delvis aftale om handel, som kan varsle en våbenhvile i den igangværende handelskrig.

Se også: USA overvejer ny optrapning i handelskrig med Kina

Det kan lægge grunden for en bredere aftale, som kan blive underskrevet senere på året af præsident Donald Trump og Kinas præsident, Xi Jinping.

Bloombergs rapportering er uden henvisning til navngivne kilder.

Kina skal blandt andet være gået med til nogle indrømmelser på landbrugsvarer, mens USA vil bidrage ved at lette nogle af de højere toldsatser, der er sat i værk.

Den delvise aftale kan stadig blive ændret, skriver Bloomberg News og henviser til Donald Trumps møde senere fredag med Liu He, der er Kinas topforhandler.

Trump selv talte tidligere fredag positivt om forhandlingerne med den kinesiske delegation.

Handelsstriden mellem Kina og USA har allerede sat dybe spor i verdensøkonomien. Internationale organisationer har flere gange nedjusteret forventningen til den globale vækst i år og næste år.

16 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere