USA runder en million coronasmittede

Enkelte delstater lukker op for restauranter og virksomheder, mens eksperter advarer om anden coronabølge

Indbyggere i Detroit står i kø for at få en gratis test for coronavirus tirsdag, hvor USA rundede en million bekræftede smittetilfælde. Selv om der er foretaget mere end fem millioner test, menes der at være et vist mørketal af smittede. Foto: Rebecca Cook/Reuters
Indbyggere i Detroit står i kø for at få en gratis test for coronavirus tirsdag, hvor USA rundede en million bekræftede smittetilfælde. Selv om der er foretaget mere end fem millioner test, menes der at være et vist mørketal af smittede. Foto: Rebecca Cook/Reuters

USA har tirsdag aften dansk tid rundet én million bekræftede tilfælde af coronavirus. Det viser en opgørelse fra det amerikanske Johns Hopkins University.

Antallet af smittede er fordoblet i løbet af 18 dage.

Over 57.000 mennesker, der var smittet med coronavirus, er døde i USA.

USA er det land i verden, der er hårdest ramt, både målt på antallet af dødsofre og smittede.

Over 5,6 millioner amerikanere er blevet testet for smitte. Alligevel menes det reelle antal smittede at være højere end én million, fordi mange med milde symptomer ikke bliver testet for smitte.

Imens er de første af USA's delstater så småt begyndt at lempe på de restriktioner, der er indført for at begrænse smittespredningen.

Mange delstater er bekymrede for den betydning, en fortsat nedlukning vil have for økonomien.

De seneste tal tyder på, at USA har kurs mod en ledighed på over 16 procent i april, siger Trumps økonomiske rådgiver, Larry Kudlow.

Georgia blev mandag den første delstat, der tillod sine indbyggere at gå på restaurant igen.

I Texas har guvernør Greg Abbott sagt, at han vil lade ordren om nedlukning udløbe og begynde at genåbne delstatens virksomheder i faser fra på fredag.

Floridas guvernør, Ron DeSantis, mødtes med præsident Donald Trump i Det Hvide Hus og sagde efterfølgende, at han onsdag vil komme med en meddelelse om, hvornår Florida gradvist genåbner.

Sundhedseksperter har advaret om, at en forhastet genåbning, hvor folk går på arbejde som normalt og færdes blandt hinanden i landets butikker, gader og i den offentlige transport, kan føre til, at der kommer en ny og muligvis endnu værre bølge af smitte.

Samtidig viser tal fra New York, som er den hårdest ramte af de 50 delstater, at antallet af nye indlæggelser på hospitalerne er det laveste i over en måned.

Det er det seneste tegn på, at krisen er ved at aftage, siger guvernør Andrew Cuomo på sin daglige pressebriefing.

- Alle taler om genåbning. Jeg kan godt forstå det, siger Cuomo.

Men han tilføjer, at beslutningen ikke må være baseret på politisk overbevisning, følelser eller på grund af pres fra de demonstranter, der er gået på gaden for at kræve en genåbning.

- Vi vil gerne genåbne. Men vi vil gøre det uden at smitte flere mennesker og overbebyrde hospitalerne, siger han.

Tirsdag kunne Cuomo melde om 335 coronarelaterede dødsfald, der var registreret i løbet af det seneste døgn. Det er et lille fald i forhold til de 337 dagen inden, som var det laveste daglige dødstal i fire uger.

Delstaten New York tegner sig for knap en tredjedel af alle coronatilfælde i USA.

Guvernør Cuomo siger, at de områder af hans stat, der ønsker at genåbne, skal have en hospitalsbelægning på mindre end 70 procent og en smitterate, der ligger under 1,1, så virusset ikke breder sig for hurtigt.

Ud over dødstallet falder antallet af indlæggelser også. Tirsdag blev 950 patienter indlagt på et af New Yorks hospitaler.

Da pandemien var på sit højeste i begyndelsen af april, var der over 3000 indlæggelser dagligt i delstaten.

5 kommentarer
Vis kommentarer