USA vil genoptage føderale henrettelser efter 17 år

Fire føderale henrettelser er planlagt til at finde sted i juli og august, oplyser USA's justitsministerium

Justitsminister bekendtgjorde Barr bekendtgjorde i foråret, at der skulle sættes nye henrettelsesdatoer for fire dødsdømte. - Det skylder vi ofrene for disse forfærdelige forbrydelser, sagde han i en meddelelse. Foto: Leah Millis/Reuters
Justitsminister bekendtgjorde Barr bekendtgjorde i foråret, at der skulle sættes nye henrettelsesdatoer for fire dødsdømte. - Det skylder vi ofrene for disse forfærdelige forbrydelser, sagde han i en meddelelse. Foto: Leah Millis/Reuters

USA vil efter planen genoptage føderale henrettelser 13. juli.

Det sker efter en pause på 17 år, oplyser det amerikanske justitsministerium.

Siden 1988 er kun tre mennesker blevet henrettet af de føderale myndigheder, den seneste i 2003.

Men mellem 13. juli og 28. august skal fire føderale henrettelser finde sted ifølge justitsministeriet.

Allerede for et år siden annoncerede justitsminister William Barr, at de føderale henrettelser skulle genoptages.

Fem dømte drabsmænd var sat til at få dødelige indsprøjtninger i december 2019 og januar 2020.

Men i sidste øjeblik afviste USA's højesteret at ophæve stoppet for henrettelser.

Forklaringen lød, at 'i lyset af, hvad der er på spil', burde en appeldomstol tage stilling til henrettelserne.

I april godkendte en appeldomstol i Washington brugen af stoffet pentobarbital til henrettelser.

Herefter bekendtgjorde Barr, at der skulle sættes nye henrettelsesdatoer for fire af de fem dømte.

- Det skylder vi ofrene for disse forfærdelige forbrydelser, sagde han i en meddelelse.

Blandt de fire dødsdømte er Daniel Lewis Lee, der i 1996 blev dømt for at have dræbt en familie på tre, heriblandt en otteårig pige.

Moren til en af de dræbte, Earlene Peterson, er imod Lees henrettelse på grund af sin religiøse overbevisning og har opfordret Donald Trump til at benåde ham.

- Jeg kan ikke se, hvordan henrettelsen af Daniel Lee vil ære min datter på nogen måde, har Peterson sagt i en video, der er lagt på nettet.

- Faktisk er det lidt, som om at det kaster smuds på hendes navn, fordi det ikke er det, som hun ville have ønsket, og jeg vil heller ikke have det.

Trump har været en stor fortaler for dødsstraf og har talt for dødsstraffe til narkohandlere.

Ifølge meningsmålinger er opbakningen til dødsstraf dalet fra et niveau på omkring 80 procent i de tidlige 1990'ere til omkring 54 procent i dag.

Kun en håndfuld delstater - hovedsageligt i det sydlige USA - henretter stadig dødsdømte. 22 blev henrettet i 2019.

De fleste kriminalsager i USA behandles af delstaterne.

155 kommentarer
Vis kommentarer