Du ville måske ikke selv kunne se forskel, men det kunne biologen Hjalte Kjærby.
For i juli 2022 gjorde han et fund, som i biologiske kredse kan omtales som intet andet end en mindre sensation.
Under en tur i felten i Gribskov i Nordsjælland fandt Hjalte Kjærby nemlig den meget sjældne vulstmaskebi. Det oplyser Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.
- Jeg gik i et område, der mest bestod af en skyggefuld skov, hvilket biologisk set er ret kedeligt, siger Hjalte Kjærby.
- Der var en del maskebier af forskellige størrelser i blomsterne, og jeg samlede en håndfuld af dem. En af dem viste sig at være en vulstmaskebi - det var en fed overraskelse.
Skulle ud i verden
Der var også god grund til begejstring hos biologen.
Det er nemlig ikke hverdag, at man laver sådan et fund. Sidst man så den sjældne bi-art var i 1971 på Anholt.
Også hos Naturstyrelsen kan man mærke begejstringen over nyheden.
- Vulstmaskebien i Gribskov er et virkelig glædeligt genfund, og jeg håber og tror på, at det ikke er sidste gang, vi ser den, siger Jens Bjerregaard Christensen, der er skovrider hos Naturstyrelsen.
Det var dog ikke lige til at konkludere, om bien rent faktisk var en vulstmaskebi. Billederne har været rundt blandt både danske og internationale eksperter.
Først nu, et halvt år efter man fandt bien, har man med sikkerhed turde sige, at det er en vulstmaskebi, som Hjalte Kjærby fik med hjem fra Gribskov.