Usædvanligt syn: Dennis' bil stoppet af 59 storke

En dansk familie sad tirsdag eftermiddag fast i en noget usædvanlig trafikprop

32-årige Dennis Bremholm kørte tirsdag eftermiddag en tur med sin familie på Orø, hvor de i øjeblikket er på ferie. Her fik de sig noget af en overraskelse.

Midt på vejen stod nemlig en kæmpe flok skånske storke og blokerede vejen.

- Jeg var på vej til havnen for at købe en is med mine børn, da vi pludselig bliver stoppet af en kæmpe flok storke, som står midt på vejen. Det er ikke noget, man ser hver dag, så det var da rigtig sjovt. I sær børnene synes, at det var meget spændende, så vi stod da lige ud og kiggede lidt på dem, fortæller han til Ekstra Bladet.

Efter fem minutter fløj storkene dog væk igen, og familien kunne fortsætte deres tur mod havnen i ro og mag.

En kæmpe flok storke blokerede vejen på Orø. Foto: Dennis Bremholm
En kæmpe flok storke blokerede vejen på Orø. Foto: Dennis Bremholm
 

Det var helt fantastisk
Også ægteparret Steen Dalsgaard og Birgitte Øyås fra Orø fik et glimt af de mange storke, da fuglene tirsdag aften fløj over parrets gård.

- Vi sad udenfor og spiste aftensmad og nød det gode vejr, og pludselig flyver en kæmpe flok storke henover os. Det var simpelthen et fantastisk syn. Jeg har kun set en stork én gang i mit liv, og pludselig er der bare 59 fugle lige ved vores hus. Det var virkelig noget helt unikt, fortæller 54-årige Steen Dalsgaard til Ekstra Bladet.

Storkene fik sig en slapper på toppen af Steen Dalsgaards tag. Foto: Steen Dalgaard.
Storkene fik sig en slapper på toppen af Steen Dalsgaards tag. Foto: Steen Dalgaard.
 

Rygterne om storkenes ankomst spredte sig hurtigt i det lille lokalsamfund, og folk strømmede til Steen Dalsgaard og Birgitte Øyås' gård for at få et glimt af de smukke fugle.

- Storkene blev hurtigt et stort tilløbsstykke. Folk kom ud fra alle nabohusene og tog billeder, og der var mange, der kørte en aftentur for lige at få et glimt af fuglene, fortæller Steen Dalgaard.

Storkene sad på ægteparrets tag indtil onsdag morgen, hvor de ifølge Steen Dalsgaard bevægede sig videre sydpå.

I videoen herunder ses storkene, der hygger sig på taget.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen