Utilfredse gymnasieelever: Vi ville gerne rejse

Studieturen for 2.a på Birkerød Gymnasium er aflyst, og eleverne ærgrer sig. Hvis det stod til dem, var de rejst af sted

17-årige Malou Wilhelmsen, 17-årige Marcus Krøyer (tv) og 18-årige Nikolaj Kristensen (th) fra 2.a på Birkerød Gymnasium skulle have været på studietur til Edinburgh i denne uge. De er i skole, fordi gymnasiet har valgt at aflyse alle studieture. Foto: Privatfoto
17-årige Malou Wilhelmsen, 17-årige Marcus Krøyer (tv) og 18-årige Nikolaj Kristensen (th) fra 2.a på Birkerød Gymnasium skulle have været på studietur til Edinburgh i denne uge. De er i skole, fordi gymnasiet har valgt at aflyse alle studieture. Foto: Privatfoto

Regeringen opdaterede tirsdag rejsevejledningerne. Video: Ritzau/Scanpix

Eleverne i 2.a på Birkerød Gymnasium må undvære sækkepibemusik, haggis og Loch Ness.

Deres studietur til Edinburgh, som de skulle være rejst af sted på mandag, er nemlig blevet aflyst som konsekvens af coronavirusudbruddet.

Det ærgrer de elever i 2.a, som Ekstra Bladet har været i kontakt med.

- Vi har gået og glædet os, siden vi startede i gymnasiet. Det er den tur, alle snakker om, og vi har brugt de sidste måneder på at planlægge, siger Malou Wilhelmsen på 17 år.

Mandag kunne Ekstra Bladet fortælle, at gymnasiet med rektor Anders Kloppenborg i spidsen havde valgt at aflyse alle skolens studierejser, uanset Udenrigsministeriets risikovurdering af de enkelte lande.

Studerende får ikke refundering, efter alle studieture fra Birkerød Gymnasium aflyses. Foto: Ole Buntzen Samfund - 9. mar. 2020 - kl. 14:36 Gymnasium aflyser rejser: Elever får ingen refundering

Selvom eleverne har fuld forståelse for, at skolen har valgt at træffe en beslutning, der gælder for alle, er det frustrerende, at der faktisk ingen anbefalinger er mod at rejse til Skotland, fortæller de.

- Hvis det stod til os, var vi mange, som gerne var taget af sted alligevel, siger Nikolaj Kristensen på 18 år.

Foreløbigt er der registreret 23 smittede i Skotland ifølge de skotske myndigheder. I Danmark er antallet af smittede 156.

Mange penge
Eleverne fik beskeden fredag eftermiddag, da de var taget hjem fra skole, og da mange allerede havde pakket tasken. Samtidig fik de at vide, at skolen ikke kunne refundere beløbet for studierejsen.

Mandag kunne de læse i Ekstra Bladet, at rektor Anders Kloppenborg ikke mente, at pengene var et problem.

- Jeg erkender, at det er penge, og at det for nogle enkelte - for nogle enkelte - af vores elever er mange penge. Men for eleverne, der bor i det område, hvor vi har skole, der er det ikke det store problem at miste de her penge, sagde han til Ekstra Bladet.

Men det billede kan eleverne ikke genkende.

- Flere i klassen har taget ekstra arbejde, fordi de og deres forældre ikke havde mulighed for bare lige at betale for turen. Det er omkring 4.000 kroner, og det er mange penge for mange mennesker. Man skal ikke gå ind og bedømme, hvem det er mange penge for, siger Nikolaj Kristensen.

Eleverne fortæller, at de er blevet tilbudt, at der arrangeres en ny tur til september, men det kræver, at alle kan betale et lignende beløb inden længe.

Efter offentliggørelse af artiklen har de tre gymnasieelever bedt om, at det bliver understreget, at de selvfølgelig har fuld forståelse for skolens beslutning om at aflyse turen. Denne rettelse har Ekstra Bladet imødekommet.

Samfund - 8. mar. 2020 - kl. 22:10 Coronavirus: Rysensteen Gymnasium lukket

Se også: Skal på studietur til Rom: Vi håber turen bliver aflyst

215 kommentarer
Vis kommentarer