Utroligt fund: Fandt 50 år gammel flaskepost

En mand i Alaska fandt tilfældigt en gammel besked. Efterfølgende er afsenderen blevet opsporet

Denne flaske blev fundet på stranden ved Shishmaref i Alaska 5. august. Foto: Tyler Ivanoff/AFP/Ritzau Scanpix
Denne flaske blev fundet på stranden ved Shishmaref i Alaska 5. august. Foto: Tyler Ivanoff/AFP/Ritzau Scanpix

Da Tyler Ivanoff i forrige uge befandt sig på stranden i det vestlige Alaska, fandt han noget ganske uventet, da han var ude for at samle brænde ind.

Her stødte han nemlig på en omkring 50 år gammel flaskepost, der var drevet ind på land.

Det fortæller han til Anchorage Daily News.

- Jeg var bare ved at samle brænde. Alle var bare ved at samle bær. Jeg stødte tilfældigvis bare på flasken, siger han.

Han bemærkede hurtigt, at flasken var grøn, og at den var forseglet med en form for prop, og at der inde i flasken var en besked.

- Mine børn var meget spændte. De spekulerede på, om det var en besked fra en pirat eller en skat, siger han.

Inde i flasken var der to sedler. De viste sig dog ikke at gemme på nogen skattekort eller gådefulde hemmeligheder. I stedet var der én blank seddel, der var foldet omkring en anden, hvorpå der var en håndskrevet tekst, der var næsten fuldstændig velbevaret.

Foto: Tyler Ivanoff/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Tyler Ivanoff/AFP/Ritzau Scanpix
 

Opklaret på Facebook
Fordi Tyler Ivanoff havde haft russisk i skolen, kunne han straks genkende det russiske sprog på sedlen. Han var dog ikke selv i stand til at oversætte beskeden, hvorfor han delte et billede af sedlen på Facebook i håbet om, at andre mere russisk-kyndige kunne hjælpe ham.

Og her lykkedes det at komme frem til, at der var tale om en hilsen fra den russiske hær dateret tilbage til 1969.

I beskeden var der samtidig en adresse og en opfordring til at skrive tilbage, og efterfølgende er det lykkedes for det russiske medie Russia 1 at finde frem til brevets afsender. En russisk kaptajn ved navn Anatoliy Botsanenko.

I tårer ved gensyn
Mediet besøgte derfor manden i hans hjem på Krim-halvøen, hvor han hurtigt kunne genkende sin egen håndskrift.

- Ja! Jeg skrev altid på den måde, lød det tårevædet fra kaptajnen over for det russiske medie.

Af beskeden i flasken fremgår det, at den er sendt fra skibet Sulak. Ifølge Botsanenko var han med til at bygge skibet i 1966, hvorefter han sejlede på det frem til 1970.

Finderen af brevet, Tyler Ivanoff, ved ikke, om han vil følge opfordringen og sende et svar tilbage. Men det har inspireret ham til at gøre kunsten efter.

- Det er noget, jeg godt kunne finde på at gøre med mine børn i fremtiden. Bare sende en flaskepost af sted og se, hvor den ender, siger han.

37 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere