Utroligt syn på Atlanten: - Jeg har aldrig set noget mere storslået

Moder Jord bliver ved med at imponere dansk duo på Atlanterhavet

Et pludseligt møde med en nysgerrig hval, og de mange smukke nætter under stjernehimlen er noget af det Mads Vangsø vil mindes, når hans eventyr på havet slutter om lidt.

I 42 dage har Mads Vangsø og makkeren Lasse Wulff Hansen været på vandet og nærmet sig Antigua - målet for deres mere end 5000 kilometer lange rejse tværs over Atlanterhavet i konkurrencen Talisker Whisky Atlantic Challenge.

Samfund - 21. jan. 2019 - kl. 19:51 Fuldstændig nøgen midt på Atlanten: Har tabt mig 12 kilo

Det er en hård og sej rejse, de to danske mænd har begivet sig ud på, men fantastiske naturoplevelser giver energi undervejs.

- Når man sidder der, og månen skinner op og laver en motorvej for en og hjælper dig med at finde vej gennem bølgerne, så er det underbevidstheden, der kaster ting op i bevidstheden, lyder det filosofisk fra Mads Vangsø, som uddyber:

- Det betyder, du kan sidde og tænke på alle mulige ting. Det er en lidt meditativ tilstand, siger han med henvisning til de tanker, der opstår, når man sidder i nattens mørke og ror på livet løs.

Og netop stjernehimlen har fascineret Mads Vangsø, der ærgrer sig over, at han ikke kan vise den frem for de, der følger med hjemme fra Danmark.

- Desværre kan vi jo ikke sende nogle billeder af stjernehimlen (ikke muligt at indfange med et mobilkamera, red.), men jeg har aldrig set noget mere storslået. Sådan en 180 graders stjernehimmel - den er simpelthen uendelig. Man bliver som menneske ydmyg af at ligge og kigge op i det fantastiske stjernehav, siger han.

Nysgerrig hval
Lasse Wulff Hansen og Mads Vangsø er enige om, at der er mange oplevelser, som vil stå klart i deres erindring, når de igen er på fastlandet. Men et særligt møde med en hval topper dog alt.

- Det var en helt vild oplevelse. Hvalen lå og cirklede rundt om vores robåd. Den skulle lige se, hvad vi var for nogle. Den var tyve meter - så overdriver jeg i hvert fald ikke - væk fra os.

Samfund - 12. jan. 2019 - kl. 16:09 Danskere tæt på hval-kollision: - Kæft den er stor, mand!

Og måske de mange fantastiske oplevelser giver ny benzin til makkerparret på vandet - i hvert fald går det ifølge Mads Vangsø rigtig godt for tiden.

- Vi ror, som om at vi har stjålet den her robåd. Jeg ved simpelthen ikke, hvor vi får den energi og de kræfter fra.

Du kan se, hvor de to danskere befinder sig lige nu, på dette link. Du kan også følge duoen på Instagram her.

Rejsen over Atlanten

Roerne ror hver to timer ad gangen og sover i to timer. Døgnet rundt på hele turen.

Hver roer har brug for at drikke op til ti liter vand i døgnet.

Havvand renses i en 'watermaker' og bliver derved til drikkevand.

En roer taber sig i snit 12 kilo på turen - Lasse Wulff Hansen har sandsynligvis tabt sig meget mere.

Flere mennesker har besteget Mount Everest end krydset et ocean i robåd.

På det dybeste punkt er Atlanterhavet 8,5 kilometer dybt.

Midt på Atlanten kan bølgerne blive op til seks meter høje.

To sikkerhedsbåde sejler med på turen, men skal dække hele løbet. Derfor kan det i visse tilfælde tage dem en uge at nå frem til en båd i problemer.

36 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere