Uventet stemme i bro-debat

75-årig udvandrer om Kattegatforbindelsen: - Noget langhåret vrøvl

75-årige Henrik 'Hank' Bangild skriver fra sit hjem i Canada om Kattegat-broen. Han forstår ikke, at der måske skal bruges milliarder på at spare lidt tid fra København til Aarhus. Foto: Privat
75-årige Henrik 'Hank' Bangild skriver fra sit hjem i Canada om Kattegat-broen. Han forstår ikke, at der måske skal bruges milliarder på at spare lidt tid fra København til Aarhus. Foto: Privat

Ekstra Bladet har den seneste uge sat fokus på en måske kommende Kattegatforbindelse, og oprettede en midlertidig redaktion på Samsø, så de berørte af et muligt mega-byggeri fik chancen for at komme til orde.

Både politikere og samsinger deltog i debatten, hvis indenrigspolitiske emne har vakt opsigt mange tusind kilometer væk.

En dansk udvandrer til Canada har på eb.dk fulgt reportagerne fra Samsø, hvor flertallet af ø-boerne frygter at få en motorvej anlagt på tværs af øen, så broer til jyske Hou og Røsnæs på Sjælland kan blive forbundet. Et projekt til mindst 130 milliarder.

Henrik 'Hank' Bangild udvandrede i 1969 sammen med hustruen Lilian til det store land mod vest, hvor transporttid ikke gøres op i timer og minutter, men i dage.

Fra sit domicil Port Colborne lægger Hank Bangild ikke skjul på sin holdning. Den 75-årige er bramfri og går gerne lige til grænsen.

- Her sidder jeg i et af verdens største lande, hvor det det tager mindst en uge at køre fra kyst til kyst - og endnu længere tid, hvis man vil se noget undervejs. Og jeg ryster på på hovedet over at læse om dette broprojekt.

Hvad helvede skyldes travlheden? Bare for at spare nogle få minutter. Undskyld, men hvad er det for noget langhåret vrøvl? Jeg er helt sikker på, at der må være andre vigtige emner, man kan bruge pengene og besværet på, lyder opfordringen fra Canada.

Se også: Man burde lukke motorveje

Kattegatforbindelsen er ikke vedtaget endnu, men nu har Hank Bangilds gjort sit til, at beslutningstagerne også har hans mening at forholde sig til.

Har du også en holdning, du gerne vil dele om stort eller småt, så skriv til nationen@eb.dk.

Fakta om Kattegatforbindelsen

Netop nu er Vejdirektoratet ved at bruge de 60 millioner finanslov-kroner, som er afsat til at gennemgå projektet. Når regnestykket er færdigt næste år, er det op til Folketinget at beslutte, om der skal gives grønt lys til 15 års bro- og vejbyggeri lige midt i riget.

Regningen for historiens dyreste byggeprojekt på dansk jord anslås som minimum til ca. 130 mia. kroner for en kombineret vej- og togforbindelse fra Sjælland til syd for Aarhus.

Bliver det tommel op, kan man om 15 år køre i bil fra København til Aarhus på to en halv time.

Modstanden mod projektet er særlig stor på Røsnæs og på Samsø.

I 11. time er der dukket et alternativt forslag op. En knap 40 km lang bro i ét stykke, som skal gå længere mod nord tværs over Kattegat mellem Sjællands Odde og Djursland.

Dén model har transportminister Benny Engelbrecht (S) for nylig særskilt forlangt at få inddraget i regnestykket, hvis facit ventes med spænding på både Samsø og Røsnæs.

Ekstra Bladet på Samsø

 

Ekstra Bladet har journalister og fotografer over hele landet, men ikke i enhver by.

Derfor måtte vi indrette en midlertidig redaktion i Tranebjerg, da vi denne uge rykkede til Samsø for at sætte fokus på en mulig Kattegatforbindelse, som vækker stærke følelser på øen.

– Ekstra Bladet tager alle danskeres problemer alvorligt, og derfor rykkede vi til Samsø, siger chefredaktør Poul Madsen, der onsdag selv kom til øen for at møde de lokale og høre om deres syn på den måske kommende motorvej, der skal forbinde broer til Jylland til Sjælland. Et projekt til omkring 130 milliarder.

Poul Madsen har denne opfordring:

– Skriv til os på 1224@eb.dk, hvis du har brug for, at vi også kigger forbi din by eller undersøger din historie.

Se også: Ny Kattegatforbindelse: - Det er jo forfærdeligt

Se også: Motorvej truer legendarisk spillested

115 kommentarer
Vis kommentarer