Våde tissebleer til Københavns politikere

En flok forældre viste deres vrede over kommende besparelser i byens daginstitutioner ved at sprede våde bleer på Rådhuspladsen

Signe Biering Nielsen midt i de våde bleer på trappen foran Rådhuset. Hun har her selskab af Gabriella på to år (pink flyverdragt), skiltebæreren Ella på seks år og fireårige Frida. (Foto: Jakob Jørgensen)
Signe Biering Nielsen midt i de våde bleer på trappen foran Rådhuset. Hun har her selskab af Gabriella på to år (pink flyverdragt), skiltebæreren Ella på seks år og fireårige Frida. (Foto: Jakob Jørgensen)

Utifredse forældre og børn var i dag klokken 14.00 mødt op foran Rådhuspladsen med en gave til byens politikere - en omgang våde bleer, som blev spredt på trappen foran Rådhuset.

Mindre omsorg til børnene
Ideen med aktionen er ifølge kvinden bag de våde bleer, Signe Biering Nielsen, at gøre politikerne opmærksomme på urimeligheden at spare 47,7 millioner kroner på daginstitutionsområdet.

- Der er ikke andet tilbage at skære i end lønkronerne. Gøres det, vil der blive færre hænder til at yde omsorg for vores børn, siger initiativtageren, der selv er mor til toårige Storm og Rosa på fem, som begge går i daginstitution på Østerbro.

Ingen tid til tissebesøg
- Min datter er ved at lære at bruge toilettet frem for bleen, og hun har derfor brug for at blive mindet om, at hun skal huske at gå på toilettet. Men allerede nu har pædagogerne i hendes børnehave svært ved at få tid til at nå det, så hvordan bliver situationen ikke, når der bliver skåret i midlerne?, spørger Signe Biering Nielsen og svarer så selv:

- Uden tid til omsorg vil børnehaven blive et depotrum, hvor man 'bare' opbevarer sit barn, til man får fri. Det er virkelig ikke godt nok. Der skal være tid til at trøste, lege og hjælpe børnene på toilettet, siger den bekymrede mor.

Vished før valget
Efter dagens aktion på trappen håber de utilfredse forældre at få svar på, hvor politikerne har tænkt sig at snuppe de 47,7 millioner kroner fra.

- Det er der indtil nu ingen, der har villet svare på, men det forlanger vi at få oplyst, før vi i morgen går til valg, siger Signe Biering Nielsen.

De mange utilfredse forældre fortsætter i aften demonstrationerne foran TV2 Lorry, hvor Københavns spidskandidater mødes til debat.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere