Vaccine-boss: Vi har snart flok-immunitet

Vi vil senest til august have flokimmunitet i Europa, siger manden bag Pfizer-vaccinen, Ugur Sahin

Så langt er vi nået med covid-19-vaccinationerne i Danmark.

BioNTech-bossen, Ugur Sahin, der var den første til at udvikle en coronavaccine i samarbejde med Pfizer, har gode nyheder.

Ifølge den 55-årige, tyske medstifer af BioNTech vil så stor en del af den europæiske befolkning være vaccineret til sommer, at Europa vil have flokimmunitet.

Det skriver det tyske medie Bild.

- Europa vil have flokimmunitet til juli eller senest august, lyder det fra Ugur Sahin.

Medstifter af BioNTech, Ugur Sahin. Foto: Ritzau Scanpix
Medstifter af BioNTech, Ugur Sahin. Foto: Ritzau Scanpix
 

Eksperter forventer, at smitten og spredningen af virussen vil falde markant, når 70 % af befolkningen er vaccineret. Men ifølge Sahin har det ikke den store betydning, hvis virussen fortsat raser i resten af verden.

Derfor er det afgørende for ham, at hans vaccine bliver godkendt i Kina, hvilket han forventer vil ske senest i juni.

Gode nyheder
BioNTech-bossen har desuden gode nyheder til Indien, der i øjeblikket er så hårdt ramt, at situationen bliver beskrevet som en tsunami, der har ramt landet.

Ifølge de første vurderinger fra BioNTech og Pfizer bør den fælles vaccine Comirnaty også være effektiv mod den coronamutation, der hærger landet.

Indien, der har en befolkning på over 1,3 milliarder mennesker, har som det fjerde land i verden rundet 200.000 dødsfald og har i øjeblikket daglige smittetal på over 350.000.