Vaccineoverblik: Så mange oplever bivirkninger

Det er fortsat AstraZeneca-vacciner, der har forårsaget flest bivirkninger i Danmark

Vaccineoverblik: Så mange oplever bivirkninger

Så langt er vi nået med vaccinationerne.

Flere end to millioner danskere har påbegyndt deres vaccination, og over 1,2 millioner er færdigvaccinerede.

Lægemiddelstyrelsen har samlet en oversigt over, hvor mange danskere, der har fået en bestemt vaccine, og hvor mange der oplever bivirkninger.

Tallene er fra 8. juni, og vi tager derfor forbehold for, at der er lidt flere danskere, der er vaccineret, end tallene her viser.

AstraZeneca topper
AstraZeneca er den vaccine, hvor den procentvise største del af danskerne har indberettet formodede bivirkninger.

150.694 har fået første stik med vaccinen, mens blot 1252 er færdigvaccineret med AstraZeneca.

Af disse har Lægemiddelstyrelsen modtaget 23.236 indberetninger om formodede bivirkninger, hvilket svarer til lidt, at der er oplevet bivirkninger ved lidt over 15 % af stikkene.

Færrest antal bivirkninger med Johnson & Johnson
Der er færrest danskere, der er blevet vaccineret med Johnson & Johnson, og derfor er usikkerheden i forhold til, hvor mange der har oplevet bivirkninger fra vaccinen, også størst her.

Vaccinen kræver kun ét stik, og det har 14.019 danskere fået frem til 8. juni.

Lægemiddelstyrelsen har modtaget 41 indberetninger om bivirkninger med vaccinen, hvilket svarer til 0,29 % af tilfældene.

Færre bivirkninger med Pfizer end Moderna
Pfizer og Moderna-vaccinerne er de mest udbredte i Danmark, da det kun er disse vacciner, der er en del af Danmarks vaccineprogram, hvis man ikke medregner de frivillige vacciner.

185.169 havde 8. juni påbegyndt vaccine med Moderna, og heraf har 2510 indberettet formodede bivirkninger, hvilket svarer til 1,35 %.

Pfizer er den klart mest anvendte vaccine i Danmark, og selvom 15.537 har indberettet formodede bivirkninger, så svarer det kun til 0,74 % af tilfældene, idet 2.094.751 har mindst et stik med vaccinen.